Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hadde det rimet over. Hun gled, og det like på en av hans føt-
ter, så også han gled og fallt — den ene over den andre. Han
satte i en ed av sit hjærtes opsamlede overflod, op på benene
igjæn for at hjælpe henne; — men hun lå urørlig, øjnene lukket.
Han isnet. En hjærnerystelse? Han tok og la henne over sit
knæ, bet i sin højre vott og drog den av, løste så op under haken
på henne. Hennes arm hang ned, hennes åsyn var likblekt, han
fik op kåpen, han vilde skaffe luft. Men da rørte hun sig. „Ragni!“
hvisket han, „Ragni!“—bøjde sig længre ned mot henne: „Søte,
søte Ragni! Tilgi mig!“ Hun åpnet øjnene; „tilgi mig, hører
du?“ Rødmen kom op i hennes kinner, hånden vilde til kåpen,
som var åpnet; hun hadde altså følt det, bare ligget i en forskræk-
kelsens døs. Han kunde ikke mere styre sin glæde, han tok hen-
nes hode op til sig, kysste henne én, to, tre ganger: „Å, som jeg
ælsker dig,“ hvisket han, og kysste igjæn. Hun vilde op, han
kjænte det, og straks rejste han både sig og henne. Men hun
kunde ikke stå alene, vilde tomle, så han støttet henne bort til
havegjærdet like foran huset; hun tok i det og lænet sig over det,
som kunde hun ikke bære sig selv. Han slap for at se om hun
kunde holde sig; jo, hun kunde. „Jeg løper efter hæst!“ sa han
— og borte var han. Under løpet husket han at dette kunde han
ha gjort fra først av, så var alt sparet! Men var der også hæst
at få? Var der ikke, så løp han videre. Bare hun kunde stå,
bare ingen kom ... han løp, og han skridde, og da han så en
hæst med slæde stå der, sprang han like i slæden og vilde kusken
skulde kjøre av alle hæstens kræfter uten at vite hvorhen. Først
da dette var rettet, og slæden i fart — sanste han hvad han hadde
sagt og gjort, mens han holdt henne i sine armer! Det hadde
nok tonet med, nu først trængte det frem til full melodi.
„Kjør på! Der står hun, der til højre! Vi fallt, hun fik ondt.
Der, ja!“ Han hoppet ut, og ilte til henne, mens kusken vændte
og kjørte tæt til. Hun lænet sig ænnu mot rækværket, men halvt
med ryggen, halvt med siden; hun hadde knyttet til igjæn og
dradd ned sit slør. Hun gav hånden ut for at få støtte, da han
kom; han tok den, men la den andre om hennes liv for at føre
henne foran sig, han vilde ikke annen gang risikere at hun spænte
benene unda ham. Det gik godt, han fik henne op i slæden, fik
pakket om henne, betalte kusken og nævnte adressen. Hun bad
ham ikke kjøre med; ikke sa hun farvel, ikke så hun op. De
kjørte.
Han følte straks — at nu rejste hun fra ham.....
Intet griper en bra kar som hans egen dumhed og ustyrlighed.
Han blev drivende den natten timevis i gaterne, og sneg sig hjæm
som en banket hund. Næste morgen turde han ikke spørge piken;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
