Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 PÅ GUDS VEJE
men om kvællen fortalte hun uspurt at fruen ikke hadde været
bra; hun hadde kastet litt op og lå ænnu; imidlertid var hun
bedre. Maries medvidende smil satte ham i avmægtig harme.
Hun hadde til og med den uforskammethed at forske i hans åsyn.
Dagen efter måtte han likevel bekvemme sig til at spørge; jo,
fruen var oppe og ganske bra. Men ikke den dag, ikke den
næste fik han et glimt av henne, eller hørte han en lyd av bar-
nene. Ej heller spilte hun om kvællen, han sat ens ærend hjæmme
for at høre efter. Ikke kom hun selv, ikke barnene denne vej
mere, når de skulde ut; de gik kjøkkentrappen. Aldrig traf han
henne. Hun valgte nye vejer.
Hittil hadde hans kjærlighed været en hemmelig lykke med
mange planer i. Nu hadde han med vold brutt in i helligdom-
men, og en ændeløs drøm, en unyttig grublen avløste hans klare
dager og hans sunde nætter. Han gik igjænnem alt som var
hændt, og hvær gang med stikkende selvpinsel, misagtet sig selv,
lot sig dra med på rangel, og misagtet sig mere. Fra han hadde
rørt hennes læber, krænket hennes øren, var der som dradd slør
for hennes billede; han så ikke det skjære duehvite, musikbårne
i dets ynde og hjælpeløshed; — han så en som attrådde. Men han
hadde komisk sans og sund natur; han vilde ikke ætes op av
selvpinsel og dum attrå; han vilde straks flytte og gjøre det under
påskudd av en rejse. Derved trodde han at stige over alle Vanske-
ligheder som over en skigard. Han holdt ikke ut at huset var stængt
for ham; han holdt ikke engang pikens uforskammede smil ut.
Nu slog ham den likhed som hans flytning fik med Rendalens!
Rendalen gav heller ikke én dags tål! Det skulde da vel ikke
ha været av samme grunn —? Han slog op en latter; naturligvis
var det nætop det samme som var hændt også ham!
Rendalens mor hadde været i byen og bodd der; i den tid var
Ragni ofte sammen med begge; Rendalen og hun spilte firhændig.
Dette blev ved også efter morens avrejse — og altid på hans fly-
gel, det visste han ... Dette sammentræf følte han som ydmygelse.
Finere, ædlere natur æn Rendalens kjænte ikke Kallem; han
hadde intetsomhelst tillatt sig. Men at hun også kunde gjøre ham
så urolig at han flyttet —! Der måtte altså være noget i henne
av den art! Dette førte han sig til unskyllning. Mere æn det
han kjænte det som øket fristelse. Samme kvæll sa han til Marie,
at han skulde rejse bort, enten næste dag eller den derefter, han
visste ikke; men hun måtte spørge om regningen; naturligvis be-
talte han kvartalet ut. Piken så på ham; hun gjættet straks den
dypere mening; gottet hun sig, eller hadde hun noget hun kunde
fortælle? — Hun spurte på sin beskedne måte om han ønsket
regningen straks. Nej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
