Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 301
Dagen efter blev ingen flytning av; næste skulde det bli. Han
vilde ta bort på et par dager, men først leje logis og flytte sine
ejendeler dit. Eftermiddagen gik han ut, og da lejde han, men på
en helt annen kant av byen. Så grunnet han en stund på hvad
han skulde anføre som årsak — navnlig for Rendalen. Han blev
enig med sig selv om at han vilde sige ham den hele sanhed,
til andre, at han blev adskillig forstyrret, der han nu bodde; det
var jo sant. Han kom hjæm igjæn henved femtiden, gik in sove-
kammersdøren, tok på sig slobrok og tøfler, gik in i næste rum
og la sig på sofaen, der han fallt i dyp søvn; han trængte vel til
den. Piken kom in ved syvtiden og la i ovnen, uten at han
mærket det. Han vågnet noget senere, og hørte det sprake og så
det lyse — forstod derav at klokken var over syv. Tanken fallt
straks på henne derinne i stuerne. Han hadde et hemmeligt håb
om, at når hun visste han skulde rejse, fik han ænnu engang høre
henne spille. Deri hadde han hittil skuffet sig, men kunde likevel
ikke opgi troen på at hans avrejse gik henne nær. Han lå på
sengen og lydde. Om han kunde gå in til henne som ingenting
for at ta farvel? Om han skulde tænde lys? Om han skulde gå
ut igjæn? Han rejste sig og stirret i ovnilden. Da hørte han en
dør åpnes i entréen og flere stemmer; et par fruentimmerrøster
med stærk nordlandsk sang i; derav sluttet han at der hadde
været nykomne slægtninger på besøk. Nordlændingerne fulgtes til
døren; han hørte tantens langsomme foredrag, han hørte en
mannsrøst også; var det Ole Tufts? Men ikke hennes som han
lydde efter. Almindelig farveltagen, og døren igjæn; så tantens
røst, så Ole Tufts, det var virkelig hans; han kom altså i det
samme de andre gik; — der drog de in til tanten, døren lukkedes
efter dem, samtidig lukkedes en dør længre borte. Atter ringer
det; atter åpnes en dør, og ut kommer — begge barnene jublende;
de har nyttet lejligheden, og vil in til Kallem, men det må de ikke,
derfor jagt på dem gjænnem gangen under latter, de fanges, og en
dør smækkes i bak dem; men samtidig åpnes entrédøren; en nord-
landsk dame hadde glæmt sine galocher, og nu hørte han Ragnis
røst, som tilbød sig at gå efter lys, her var aldeles mørkt; men
det blev avslåt i nordlandske hejsesange. Her var galoeherne
like ved døren, var de; men de gik nok ikke på rigtig av sig selv,
de var „ny-e!“ — Så! Der var de på! Atter yndelige „farvel,
farvel!“ og et „velkommen på fredag!“ som svar. Det siste var
Ragnis. Bedrog han sig — eller lød det ikke som ens røst der
tror sig i nærheden av en fare—? Ikke rigtig hennes egen?
Talte hun om ham uten at ville? Op sprang han, og var ved
døren, før hun fik lukket derute; — hvis han åpnet, stod de
ansigt til ansigt. Skulde han —? Lydde som efter tegn. Hørte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
