Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314 PÅ GUDS VEJE
— til han med et kraftigt sætt av alle fem fingre i karmen
rejste sig.
„.....Gud straffer ikke, han ynkes; han vil frælse. Dog ikke
som en hærfører gir grid eller en konge amnesti (ja, kanske
skjønner ikke alle „amnesti“; lad mig si — glæmsel? ... Nej, det
er ikke nok; „nådesglæmsel“; altså —): Dog ikke, som en hær-
fører gir grid eller en konge nådesglæmsel, kan Gud retfærdig-
gjøre; nej, det vilde være mod Guds evige hellighed. Retfærdig-
gjørelsen er vistnok en nåde; men den er også en domshandling.
Den må ha et rettens grunnlag, d. e. lovskravet, som er Guds
eget, må være gjort fyldest.“
Egentlig er dette svært juridisk.
Præsten kek ned i hæftet som lå opslåt på pulten mellem de
to vinduer; han sammenholdt dette med det han bar i hånden.
Herunder hørte han dampens stærke dur; den skar nætop forbi
opover insjøen. Han måtte gløtte ut gjænnem det borterste vindu,
og følgen blev at han uten at vite det la sig der. Solen stod på
damperens hvite telt, skumlinjen mellem land og ø lå som en
stram snor; over himlen ikke en skylap, så røken tegnet på fri
grunn, og likeså hørtes larmen udæmpet. Præsten så fra dam-
peren tilbake på byen, stranden, ut over insjøen, bort mot fjællene
på den andre siden av insjøen, de fjærneste blå ænnu ikke gan-
ske fri for sne. Duren av dampen la sig over hele synet som
en tale der avløste hans egen. En beskeden duft av hans lille
have drog øjnene fra det store ned på det små. Dette hadde han
og lille Edvard gjort, altsammen, d. v. s. han hadde gjort det, og
lille Edvard været med at gjøre ugagn. Præsten så især hen på
de bed som ænnu ikke var kommet frem med noget, dernæst
hen på de første som var blet færdige, og som desværre alt måtte
lukes. Det kunde vesle Edvard også være med på. Kjedeligt var
det; men nu hadde han lovt sig selv det at ingen annen skulde
røre haven det år; desuten var det sundt at bøje sig; gallen blan-
det sig i blodet. Uten at ville det tænkte han på når konen så
kom med et glas vin og litt kake; det ligger i kvinnens natur at
ane vor svakhed og være svak for den. Han så nedover der
hun var forsvundet; han rettet sig rak i vejret:
„.....Lovskravet, som er Guds eget, må være gjort fyldest.
Kunde dette ske ved synderen selv, så blev retfærdiggjørelsen
ingen nåde; selvfølgelig må det ske ved ånden.
Men også denne fyldestgjørelse ved en anden må komme af
Guds frelsende nåde, hvis den ikke skal ophæve retfærdiggjørel-
sens (isch, så juridisk!). Og skal endvidere denne nye handling
av nåde kunne komme alle tilgode, må fyldestgjørelsen gjælde
hele den syndige slægt. Bare Gud selv kan få en slig fyl-
destgjørelse istand, et sligt „forlik“, en slig „soning“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
