Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 327
Det rum de stod i, var avlangt; Kallem så straks at det måtte
være spisestuen, men væntelig også forværelset for syke. Det
derinne med vinduer både frem og i sydost var naturligvis hans
arbejdsrum; her tok han imot, når han ikke var i sykehuset.
Han gik ikke in der, men fra spisestuen videre ut i gangen. Her
var kjøkkendøren til højre. På kjøkkendisken møtte han et sætt
bayerske ølflasker; nogen var tømt, andre fulle. „Hvem ejer de
flasker?“ — „Det gjør sadelmakeren.“ — „Tapetsereren, mener
De?“ — Så skjønte Kallem med én gang hvad slags „forhindrin-
ger“ her hadde været på færde, og at han var full i dette øjeblik,
og konen ænda fullere! Derfor var mænnene så længe inne før
de kom og tok flygelet; de var blet trakteret. „Vær så snill at
be Dansken komme herut!“ Piken gik straks, også straks kom
det runde blanke ansigt med hundre skjælmer i øjnene, og
bak ham konen, litt frem på den ene siden av ham, litt frem på
den andre.
„De flasker der er Deres?“ — „Ikke ganske.“ — „Er I flere
om dem?“ — „Ja, om at drikke dem.“ — „Men De har kjøpt
dem?“ — „Ja, ølet, ikke flaskerne; de skal bringes tilbake.“
Konen hørtes at knise.
„Tør jeg spørge, hvad heter De?“ — „Søren Pedersen; jamæn
gjør jeg så.“ — „Hør, Søren Pedersen, må jeg få kjøpe de flasker
av Dem?“ — „Ølet, mener De?“ — „Ølet.“ — „Så gærne!“
— „Da har vi noget at drikke utover natten; for vi må arbejde
inat, vi vil være færdige imorgen. Vi arbejder med. Går De in
på det?“ — „Når doktoren befaler det.“ — „Så er De så god at
spise til aftens sammen med os?“
Nu tok Kallem trapperne i tre-fire byks; Ragni stod i sol-
glansen derute på altanen. Hun vændte sig mot ham. Han
spurte om hun nu hadde holdt sin bøn. Jo, nu var hun færdig.
Også han stod litt på altanen og så på den ø-ungen som lekte
utenfor sin mor — herfra kunde den sees — og sjøen med vind-
striper i, og fjællene derborte i ædelmodig fjærnhed. Han så
bortover til højre, dit præstens bodde, hun mærket det. „De kan
da for pokker ikke behandle os som vi ikke var gift? hvad? Det
skal bli moro at se!“
Hun drog ham in og pekte på væggfarven i deres soverum; den
var, som hun hadde bedt om, hvit, matt oljefarve. Alt skulde bli
hvitt heroppe untagen de lange gardiner og portierer i draperier
fra loftet ned over begge senger, foran altanvinduerne og foran
døren; de var blå av farve og mønster, svarende til ornamenterin-
gen på sengene og det øvrige møblement. Nu blev hun snak-
som; men Kallem måtte se sykehuset, og det vilde hun være
med til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
