Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 PÅ GUDS VEJE
Så skyndte hun sig nærmere mot vejen igjæn. I skogbrynet
stod en actæa — stod der for at vise vej inover, om hun hadde
steget av der. Nu vilde den være med. Og like ved vejen stod
et kjærr, in under det, rigtig vel gjæmt, liljekonvaller, et helt sel-
skap; hvor hadde hun hat sine øjne? De skjønte hvor hun nu kom
fra; også de var sat på vakt for at vise vej ditin. Straks de så
hværandre, skjønte de hværandre; de har det så, de som er av
slægten. Nogen vilde med.
„Ragni,“ ropte Kallem. „Ja — ja!“ og hun kom ut på vejen, og
så hvor langt tilbake hun var. De to mænn stod ved vognen og
talte sammen; det var på det øverste av haugen, Kallems ranke
figur, den andres spinkle og lille stod skarpt. Begge hadde hæn-
derne fulle. Hun skyndte sig og hørte på avstand Kallem holde
foredrag; det var over en ung torshjælm som han stod og svang;
han gjængav på Tysk en tysk botanikers henrykkelse over denne
statelige giftbærer han hadde møtt i Norge. Doktor Kent over-
rakte henne ælskværdig en polygala amara; den blå blomst visste
han var ny for henne, som kom fra Amerika. Hun takket meget.
De satte sig op, og begynte straks at ordne sine fund og bad henne
søke sig ut; de kom fra en liten myr; Kent hadde blomsten av
en myrgran fæstet i frakken, og de hadde tat alting med like til
tætteblomsten — „det rovdyr“, sa Ragni; hun vilde ikke eje den;
den var også så „sølet“. — „Du er en æstetiker i alt,“ bemærket
Kallem — han fik et kryddret øjekast, omtrent som duften av
hennes linnæa’er. „ Lægger De mærke til at vi er aldeles alene på
vejen?“ spurte doktor Kent; han fortalte at alle var ved kirken,
der gamle Meek prækte til avsked på sit femtiårige jubilæum;
tyve år gammel var han blet kapellan hos sin far — det var i
de tider, og kallet var gåt i arv til ham. Nu var han sytti år —
og vilde foreta en utenlandsrejse sammen med sin datterdatter!
— En stærk mann altså?—Ja, og sund levemåte; altid gående,
og altid på færde. Han var mellemmannen her. — Mellemmannen?
Ja, det beror jo på om hvær bygd har sin mægler mellem viden-
skap og praksis. Fra ham er meget av denne bygds velstand gåt
ut, og gjænnem den til andre bygder. — Han er altså avholdt?
— Den mest avholdte heromkring. — Hvordan er han „på stolen“?
— „Jo, han har nu ståt der i femti år og fortalt historier. Dette
blev i sin tid spottet; somme fant det ændog vanhelligt; nu er der
flere som tar efter.“ — „Hvad slags historier da?“ —Jo, den siste
doktor Kent hadde hørt, var om en kvinne som i Saint Louis i
Amerika hadde sittet 30 år i fængsel, og som var 70 år gammel
og likevel den værste av alle fanger. Så skulde de flytte fangerne
over i et annet hus, som lededes av en kvinne der var kvæker.
Den gamle vilde ikke flyttes; hun satte sig til motværge med alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
