Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 335
sine kræfter, og måtte bindes og bæres bort i en stol. Da de kom
med henne, stod den som rådde i fængslet, hun stod i døren og
tok mot det rasende menneske. „Løs henne!“ sa hun. „Men går
det an?“ — „Løs henne!“ Det blev gjort. Straks den gamle var
fri, bøjde hennes nye foresatte sig ned over henne, la armen om
hennes hals og kysste henne velkommen som den ene søster den
andre. Da sank den gamle kone ned på sine knæ og spurte:
„Tør du virkelig tro der er noget godt i mig?“ Siden var hun
henne lydig.
Nu steg Kallem og Kent av; de skulde bøje in til en bonde-
gård et stykke oppe fra vejen. Der rejste sig en sort hund
foran svalen; han så på vognen og gjødde, men bare et par
ganger, gik nogen steg nedover mot dem og snøftet på dem, gik
tilbake og la sig.
Ingen andre at se. Gutten vændte hæstene og kjørte dem til
side. De to læger gik in til den syke, Ragni frem og tilbake på
tunet. Gjænnem vinduet så hun en olding til sengs og hans gamle
sitte hos ham; hun sang for den syke med skjælvende røst, blev
ved, selv da døren gik op bak henne.
Ragni så sig om på tunet; så satte hun sig på stabburstrappen.
Ingen kan gjøre det så stillt i en som en bondegård i hvile.
Ikke skogen, for der pusler det støtt: en må lye eller sitte på ut-
kik; ikke havet, når det ligger: i full fred kommer det aldrig;
ikke engen, for der kryr det av liv, og så ser vi det annensteds.
Men i en bondegård som er stængt, der hønseflokken piller og
snakker og gjør dig trygg, og hunden ligger nede, og katten går
et par steg, står, og går et par steg igjæn, og plogene læner ved
siden av harverne, slipestenene står tørre, vognene med skjækerne
nede, matklokken hænger stum; alt det som gik, hviler som du,
og det som ænda pusler, øker freden. Om du ser svinet langt
borte stå og rote, det er dypt fæstet i sit; om hæsten gnager og
vifter sig mot fluerne, det er dens velvære; om småfuglene
kommer og hilser på, det gir den sorgløshed som er bundet
i al fred.
Midt i hvilen skjøt hin angst in fra møtet med Josefine. Var
der noget i hennes egen samvittighed som anklaget? Nej, og tusen
ganger nej! — Ikke engang hennes søsters barn? — Nej, på de
vilkår kunde hun ikke engang ha levd for dem. Hvad så? Hvad
hadde hun gjort? Ælsket ham. Hvorfor ikke få gjøre det?
Stillheden var borte; hun gik op ovenfor husene, og der fant
hun to slags orobus, ikke langt fra hværandre, først fugleærten
ute på engen og en til i et løvkjærr; men den husket hun ikke
navnet på. Da hun gik nedover igjæn, fant hun en prægtig
hanekam og en tredje slags viol; to hadde de andre git henne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
