Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 341
jeg likesom ikke hug til.“ — „Hvor gammel er De?“ — „Å, en
fyrti år og vel det.“— Han så ut som han var femti og vel det.
„Det faller mig in at min hustru visst gjærne lærer Dem Engelsk,
Larssen, f. e. om kvællene.“ Nej, det vilde han på ingen måte.
Men Kallem gjorde ham begripeligt at uttalen måtte læres av
levende munn; Ragni kom in i det samme, og doktoren forklarte
henne at for Kristen Larssen vilde Engelsk være det samme som
et par vinger. Hun blev jo først litt rød, det var nemlig ikke det
eneste ubehagelige arbejde Kallem fik in på henne; han måtte
bestemt gå ut fra at hun skulde ha mere at gjøre. Selv gik hun
ut fra at hun helst vilde være fri. Men ved at stå og se på Kri-
sten Larssen og huske hvad Kallem sa, at klokere mann hadde
han aldrig møtt, grepes hun av medlidenhed. Han fordypet sig
nætop nu i en engelsk bok; han skjønte såvidt hvad den handlet
om. Hun ikke alene bød sig til at hjælpe ham, men hun nødte
ham til at ta mot det. Ænnu samme eftermiddag ved femtiden
kom han, og de sat der og stavde sig frem i en let tekst. Kallem
kom hjæm og så disse to hoder stikke sammen over samme bok,
et langagtigt, sort og kantet — et lite, fintformet, rødligt; et iskoldt,
sortsmusket ansigt, furet, sammenknepet — et varmt vårøje, en
blændende farve, et friskt lune. Hun sat med lommetørklæet for
munnen og gjorde åbenbart vold på sig for at sitte ved siden av
ham. Da husket Kallem at også han hadde lagt mærke til Kristen
Larssens ubehagelige ånde. Kallem sørget straks for at de fik to
bøker, og sat på hvær sin side av bordet. Straks hun kunde,
reddet hun sig unda. For at bøte på det bad Kallem Larssen bli
der til kvælls, og prøvde at tø ham op; men han var like kold
og forsigtig, da han gik, som da han kom. Nu optok denne
mann ham. Hvem i al værden var han, og hvorledes var han
blet slik?
Ved lejlighed gav han sig et ærend ned til ham i hans hus.
Her traf han et magert, tørt kvinnfolk, hans hustru, hodet inni
et stort tørklæ; hadde mannen for lite på sig, så hadde da hun
for meget. Ingen barn. Ingen ild på gruen; hun kokte for flere
dager ad gangen, sa hun. Hun gik og strikket, varsom og mis-
tænksom. Kallem gjorde sig den tanke at de var kommet overens
om at leve så tarvelig for at tjene op til rejsen. Alene for at gi
sig ærend hadde han tat med en revolver der ikke vilde gå av;
den lå i en kasse, og han hadde tat hele kassen, men sanste nu
først at også munitionen lå der. Han lot henne se det. „Å, her
er mye slikt her,“ svarte hun uten spor av frygt, og tok revolveren
op. „Den er lækker,“ sa hun og la den ned, låste av, og satte
kassen hen på en hylle over mannens værkstedbænk. Både hyl-
len og den lå full av saker til reparation; „han har for mye ute-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
