Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 343
slægt med den unge fyren vi møtte første dag. — Du husker ham
som var så vakker?“ — „Ja, der er det! Samme buete ansigt.
En kunde tro de hørte til Bourbonerne.“ — Den gamle takket
for alle „velkommen“ med en lav røst, som hadde vellyd og gik
langsomt. Øjnene var ikke frejdige, heller spejdende og resignerte.
Han gav ikke intryk av sikkerhed, men av megen velvilje og
tænksomhed. Hvær gang et par av de højere embedsmænn talte
til ham, blev han ceremonielt tilbakeholden i gammel stil. „Den
nye doktor“ forestiltes, og fru Lilli Bing sa til Ragni ut av en
inskydelse: „Nej, I to må da passe hværandre! Må jeg forestille
fru Kallem, frøken Kraby.“ Litt unselige hilste de på hværandre,
kom i tale om den unge mann hun lignet; han var hennes søsken-
barn, og var musikalsk. Derved kom de in på musik, og var ikke
fra hværandre hele kvællen.
Sjælden — ja med untagelse av Kallem, måske aldrig — hadde
Ragni funnet en som hun med én gang følte sig så helt optat av.
Dette både stille og livlige blonde menneske hadde et så ælskeligt
lag, og det hun sa, var tænkt av henne selv. Og så skulde hun
om nogen dager forlate byen for bestandig! Det gav en egen
vemodig dragning til hværandre at det kanske var den eneste
gang de møttes. Dette gjorde også at Ragni vilde spille, da værten
senere hen bad om det på sin skjælmske måte; hun vilde gi sin
nye veninne så meget av sig som hun var istand til.
Hun hvisket til henne: „Kjære, stå sådan at jeg har et kjænt
ansigt foran mig,“ og slog an for Solvejgs sang av „Peer Gynt“.
Man hadde vel væntet et bravournummer og ikke en simpel sang;
men da den var „sunget“ til ænde på flygelet, var de alle så med
at byfogden, som ved slike lejligheder gjærne var talsmann, bad
om den én gang til; de fik den. Derefter trollmarschen av
samme suite, så uforlignelig humpende; umiddelbart derpå Selmers
„Barnelek“ — den fineste, yndigste motsætning; hun spilte den
med samme intrængende forklaring av det minste; dernæst en
stilfull gammeldags sang av Sinding, hvær tone som et særskilt
ord; så en munter, kjærnefrisk av Svendsen — og ændte i
fæstmarschen av Selmer. Idag var hun ikke rædd, hennes øjne
gik med rike bud til Tilla og fra henne til flere — rene eventyr-
bud. Selskapet var henført; byfogden drog gjænnem salen som
en smællende trompet. Gamle Meek kom i gammeldags ærbødig-
hed; Tilla hvisket: „Bestefar er så musikalsk.“
En times tid senere gik gamle Meek; han var aldrig længer i
selskap; hans datterdatter fulgte, Kallem og Ragni sluttet sig til.
Kvællen var mild for at være sist i August med de kvasse
overganger efter solfall, dog ikke mildere æn at de måtte ha vår-
kåpe og vårfrak på. Spaserende overalt. Da de kom forbi Kal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
