Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 PÅ GUDS VEJE
piken, som hadde sat noget fra sig på bordet, og skulde ut igjæn.
Han så ikke på folk, de vakkre øjne var søvnige og slukte, kin-
nernes farve askegrå; han studerte tallerkenens tegning og Kina-
brødkurven, som hadde plass foran ham. Han talte aldrig; talte
nogen til ham, skræmtes han op og svarte „ja“ eller „nej“, som
tok han glør i munnen. Men han åt — efter Ragnis mål og
måte — som en tømmerhæst. Når han da strøk sine klamme
hænder av på bukserne eller op i det tykke, fettete håret, var
han værre æn Kristen Larssen.
Denne ækle gutten til bords hvær evige dag, og til kvælls
Kristen Larssen! Dertil alle de gamle kjærringer Kallem drog in,
for at hun skulde forsyne dem med ulltøj, unger som stundom
skulde klædes fra top til tå — hans tuberkulose-venner!
Ikke alene ubehaget ved personerne, men alle dører stod jo
åpne; hun ejde ikke fristed, ejde heller ikke sin tid. Tale med
ham om det kunde ikke nytte, så længe det som var hennes
værste pine, var hans højeste lyst. Der løp også litt skinsyke in
med; han så ikke henne og hennes. Dette med søsteren lot han
også stå hen; præstens var længst kommet tilbake, Josefine hadde
avlagt et flygtigt besøk en morgenstund i deres have med blomster
fra gamle Kallems grav; svogrene møttes på gaten og ved syke-
sengene; der møtte Kallem stundom også sin søster, som var flink
med de fattige; men ikke kom hun til ham, ikke han til henne
— heller ikke blev der gjort selskap i præstens hus for dem,
som alle væntet; der var overhode ikke mere selskap. Ragni
tvilte ikke et øjeblik om grunnen. Kallem forstod ikke som dette
uopgjorte pinte henne, ej heller at det på en viss måte stængte
byen av for henne; og hun kunde ikke plage ham med det. Han
hadde den optagne manns frihed til at kaste alt til side som ikke
syntes ham „grejt“. I hans daglige tuberkulose-jagt var kjærrin-
gerne og Ungerne han kom slæpende med, mer æn „alle religiøse
kranglerier“ — desværre også mer æn den hygge og Skjønhed
som hun umulig kunde unvære.
Bakerst i den store hospitalsgård var et langt forrådshus med
vedskur o.s.v. Der inrettet Kallem en gymnastiksal, og derop bar
det med ham og den askegrå fyren hvær kvæll fra seks av. Så
længe dette stod på, kom han præcis hjæm, tok selv sine øvelser,
fik et parti dannet, og var den ledende. I begynnelsen gik det
jammerlig; men med vanlig kraft fik han orden og fart i det. Den
forknytte gutten hadde knapt rørt sit piano, siden han kom, han
turde ikke for fruen. Så flyttet Kallem derop med en bok en
halv times tid hvær kvæll; imens måtte Karl spille. Som læge
hadde han brutt sig in i hans fortrolighed; med årvåken venlighed
holdt han vakt, og snart kom gutten tryggere in i stuen, og sneg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
