Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 347
sig ikke straks ut igjæn. Og ændelig tok også hun mot til sig
— efter intrængende tilskyndelser av Kallem — og sa en søndag
morgen til gutten: „Nej, gå ikke op; — kom, skal vi prøve at
spille litt firhændig! Vi skal ta lette stykker,“ la hun til. Han
blev fortvilet; men lykken vilde at han nær væltet sin pianostol,
da han skulde sætte sig, og var ved at vælte hennes, da han
skulde redde sin egen — og derved kom de begge til at le; det
hjalp ovar det værste.
Ja, så sat hun da frisk og slank i en rød silkekjole, kniplinger
om armled og hals, de lange, hvite spillefingre borte ved hans
smale røde; hennes åndfulle ansigt ofte vændt mot ham, en reseda-
parfym av hennes klædning og duft av hennes hår ... han skalv
av unseelse. Og som han fant sig selv stygg! Og den lugten av
hans hår! Han strævde og spilte, så han snart gik træt og gjorde
dumheder. „De er visst ikke oplagt idag,“ sa hun og rejste sig.
Han drog sig ut som en fynen hund; han krympet, han vred
sig, han vilde for ni og nittiende gang rømme. Til middag kom
han ikke, fantes ikke i huset, så Kallem tok på at spørge; hun
fortalte da hvor elendig det var gåt; han blev træt efter bare en
halv time; et ungt menneske som ikke orket mere, æklet henne.
„Å, du evige æstetiker!“ — Han gik for at lete efter gutten, offret
sin dejlige søndags eftermiddag på det, og kom mot kvællen hjæm
med ham. Da hvisket hun inne på kontoret at hun vilde være
snill. Kristen Larssen kom, og tålmodigere æn en banket pudel
satte hun sig nu in og læste Engelsk med ham.
Fra først av hadde hun følt medlidenhed med denne besynder-
lige mann, men hun frøs til is i hans selskap og i hans ånde.
Derfor syntes hun selv det var gyselig fejgt, at hun uten at kny
blev ved; av medlidenhed var det sandelig ikke. Sejgt og på slaget
kom han i sin lange, brune, trangærmete frak og med arbejds-
mannens uutholdelige årgamle svedlugt av klær og krop. Ånden
nådde over bordet; hun kjænte den også, når den ikke nådde.
Han drog stolen frem, satte sig og åpnet sin bok, og når han
hadde funnet stedet igjæn, sendte han sine kolde, frygtelige øjne
over efter hennes rædde, varme duer, der skræmtes ut over alt
rum. Hans lange, sortsmuskete fingre, lodne av sorte hår like-
som hele hånden, tok fast, den ene hånds i boken, den andres som
pekepinn; så kræmtet han op halsen, og ændelig børjet han, i
regelen med at spørge om noget fra sist, altid klokt, mistænkende
en fejltagelse av henne, en mangel på insigt eller logik. Han gjorde
henne utrygg selv i det tryggeste.
Når han langsomt, vel overtænkt sat og brøt sig frem ord for
ord, og hun da understod sig til at forstyrre ham, fordi han
gjorde en fejl — da satte han fingeren fastere på for at mærke hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
