Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det var han blev skiplet; derefter så han op, uvillig, mistroende.
Så gjæntok hun i stor usikkerhed sin rettelse én gang til; men
aldrig lyktes det henne at gjøre det grejt nok; han måtte be
om tydeligere forklaring. Tredje gang sa hun det da, og ændelig
var han nådig nok til at la det gå — for hennes regning. Hvær
gang hun avbrøt, visste hun hvad som nu vilde komme — og
visste at nu slog de onde åndedrag in over henne, bølge
på bølge.
Hvad det kostet denne mann for et arbejde at møte op så sikker
som han bestandig var, aldrig at begå en fejl som én gang var
rettet, og hvad det var for ævner som gjorde alle disse mærke-
lige spørsmål, der undertiden måtte ha været til ære for en filolog
— det overså hun ikke. Men han var henne så hjærtens forfær-
delig. Han lignet så altfor stærkt en gammel ape hun hadde set
adstadigen spise med sølvske. Dette billede svævet vrængende
over ham til hævn.
I hennes daglige liv fløt et forhold in som var hyggeligt; det
var samarbejdet med piken; de blev så gode venner. Begge var
også så flinke sammen — Ragni til at finne på, den andre til at
utrette det. Ragni arbejdet gjærne, og var rask, piken begavet og
videbegjærlig; de fant moro i hværandres selskap.
Fjorten dager efter det mislykkede forsøk med firhændigt spill
sa hun til Karl Meek: „Hvad tror De? Skulde vi prøve én gang
til?“ — „Nej takk, det ... det går visst ikke!“ svarte han skræk-
slagen. — „Jo, nu har jeg sat ut noget firhændig, som De nok kan
klare.“ Hun la det frem, han stod på to alens avstand og kek —
blev rød og strøk hænderne travlt i håret. „Kjænner De det?“
Han svarte ikke; det var jo et stykke av ham, som han kallte
„Fjællbækken“, og som han oftere hadde spilt deroppe for Kallem;
nu var det sat ut for fire hænder; hun vilde på den måten gjøre
godt igjæn.
„Kom nu!“ I samme røde silkekjole, med samme kniplinger om
de lange spillefingre sat hun der, samme byste, samme drømme-
fulle besynderlige øjne, og stundom så de på ham, så det gyste i
ham. Men nu sat han selv i nye klær, og hans hår var klippet
og velstelt som hele hans person. Og fjællbækken kom hoppende
under hennes rappe fingre; kunde han ikke følge, væntet hun
og tok ham med. Tilsist gik det, om ikke godt, så i alle fall ikke
værre æn at hun lovte nådigst herefter at bli ved.
Han bukket og vilde gå. „Det er søndag,“ sa hun; „De har vel
ingenting at gjøre?“ — „Nej.“ — „Skal vi gå en tur?“ — „Ja, der-
som fruen ... jo!“
Han kom pilsnart ned i ytterfrak og skinnhue, og hun viste sig
i sit nydelige slag og den raske amerikanske baret med fjær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
