Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 PÅ GUDS VEJE
op og holdt dem, mens den andre prøvde, til han ikke orket mere.
I førstningen bare oppe i gymnastiklokalet, men snart også i stuen,
i gangen, ja i trapperne, like før middagen, like før kvællsmaten:
„Op med bejna, gut!“ Som Ragni lo, hvær gang han datt ned
igjæn! Men blev efterhånden ivrig for at det dog engang skulde
lykkes; — det lyktes nemlig aldrig: han var „for vek“. Så blev
det et æresspørsmål for ham, i grunnen også for henne. Hun tok
nemlig stærk del i at han blev „en kar“; hans veke væsen, hans
hang til at drømme og fjase tiden væk kjedet henne; hun sa ham
det. Men han tålte ikke meget, og var snart uartig. Så straffet
hun med tilbakeholdenhed. Det hjalp ikke at han var sønder-
knust, at han gjorde de hundre inbydelser, ja at han gråt; — hun
lot ham leve i dødelig angst for at hun vilde klage til Kallem;
hun hjalp ham uten en mine eller et ord som ikke hørte æmnet
til, hun avslog at gå tur med ham, hun så ham ikke — intil hun
i Kallems nærvær atter talte som var intet hændt. Om disse
skygger over deres samliv hadde Kallem ingen anelse.
Kallem omgikkes ingen; han hadde ikke tid. Sin praksis måtte
han minke, hvorfor han gjorde alvor av at komme overens med
doktor Arentz, den unge militærlæge, om at bli hans medhjælp.
Dette ordnedes i slutten av November, og fra den dag av var
han mere med i undervisningen og samlivet, som derved fik
fastere hold.
Karl Meeks far rejste ens ærend in for at takke dem og be
dem ændelig at følge med sønnen op til skogbygden i julen. Otto
Meek var højere og sværere æn sin gamle far; ansigtet mere
storstilet, mere virkelig „bourbonsk“; men det var tungsinnt eller
rettere tungt. Inbydelsen mottok Kallem, og traf straks avtale med
sine kolleger, så han kunde komme løs. Men da tiden nærmet
sig, blev doktor Kent syk, Ragni måtte, så nødig hun vilde, rejse
med Karl alene; Kallem skulde komme efter. En kjørepels blev
kjøpt til henne, lodne støvler, fotpose; også en kostbar skinnhue,
foræring av Karl. Hun lignet en Grønlænder, da hun fik det på.
Kallem fulgte dem på jærnbanen; Ragni hadde jo grått litt —
til ære for første skilsmisse siden de var gift. Da hun sat i
vognen, og Kallem stod utenfor, vilde hun til igjæn; han måtte
in og skjænde. Så snart sorgen var stanset, steg han ned og så
op på Karl, som sat der sund og glad. „Hør, kjære årfugl,
herefter vil jeg sige du til dig og kalle dig Karl; for du er
en bra gut!“ Men Karl sprang ned og kastet sig om halsen
på ham.
Så rejste de.
Kallem læste og fant det ikke ubehageligt at være i fred; i den
siste tid hadde de hæftet ham dygtig. Alt den tredje dag, som var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
