Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 PÅ GUDS VEJE
sit ønske like bestemt, og det trodde portneren ikke at kunne
omgå; han vilde ta ansvaret på sig. En stund efter var præsten
og han i portnerstuen for at få vinen lunken; det var slåt om og
blet en bitterlig kold kvæll. Så gik begge op. Andersen blev glad
ved at høre hvem som kom; „jeg visste det,“ sa han.
Præsten spurte om det var noget særskilt.
„Jo, det var.“
De andre gik ut. Da sa Andersen, at som ung hadde han
spænt en gut brok med den samme foten som nu var syk. Det
kunde da vel ikke være det som han nu blev straffet for? —
„Nej.“ — Nej, men han var kommet så til at tænke på det, og
hadde fåt trang til alterens sakramente. — Der var intet annet i
vejen? — Nej. — Præsten bad ham samle sine tanker, nu skulde
de be sammen. Andersen tidde, og det skedde. Efter bønnen
meddelte præsten ham syndernes forladelse, og sa at nu kom han
med brødet og vinen. — „Å, vænt litt! — Jeg har fåt syndernes
forladelse, nu er tavla blank. Nu skriver vi foten in på a, så det
læses i himlen. Jeg kjænner mig så glad, ja jeg er så rigtig glad!“
„Hele mennesket er med i pakten, kjære Andersen.“ — „Ja;
men denne gangen lover Vorherre barna og kona at jeg skal bli
frisk i foten. Kom nu!“ — Han rakte de frosne hænder ut.
Præsten blev svedt. „Dette kan jeg ikke,“ hvisket han — full-
stændig uten at vite det.
Andersen bævet om munnen, de tilbundne hænder famlet; han
vilde op i øjnene med dem, men traf på forbindingen. „Vi kan
ikke trænge in i Guds råd,“ sa præsten; „sæt at det vi vil, er
umuligt!“
Var der noget i præstens røst, eller var det selve motstanden
som gjorde Andersen mistænklig?
Uten at svare rev han forbindingen fra øjnene, og han rejste
sig, gjorde det raskt, kastet tæppet til side og fallt tilbake på
puten, tok sig for brystet, skrek at han vilde kvæles, den hæf-
tigste brystgang begynte. Én blodprop var faret op i lungen.
Præsten hadde sat fra sig hvad han holdt i hænderne, ilte mot
døren, der portneren og de andre stod utenfor, de løp efter doktor
Arentz og doktor Kent; men før nogen av dem kom, var Kallem
tilbake. Da var præsten gåt; ut på natten døde Andersen.
VI
Portneren var den som først fik ungjælle. Han måtte flytte
samme dag.
Siden gik Kallem ned til Andersens enke. „De er et svært
dygtigt menneske. Dersom De vil, så skal De få posten som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
