Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 PÅ GUDS VEJE
ned — og atter bort for at måle. Ja, nu var det snart på slutten
med kræfterne; mannen så det på ham, og kjæmpet for ikke at
slippe gråten; doktoren hyttet til ham. Atter et forsøk, og om litt
fallt hun i søvn. Ja, var det virkelig søvn? Han lyttet. De andre
så på ham, og han på dem. Gik en stund bort fra sengen for at
komme igjæn med frisk sans: det var rolig, ægte søvn! Han
vændte sig om mot mannen, som så det i hans ansigt, og et gjæn-
skin av livets lys flyttet fra doktorens over i hans. Mannen rejste
sig, atter drog det sammen i ham — nu vilde det bryte ut. „Gå
til sengs!“ hvisket doktoren. Mannen kastet sig ned over en av
sengene med ansigtet i puten — så brast det.
Hviskende forskrifter til henne som sat ved kokeovnen og nu
rejste sig. Han lovte at være der igjæn ut på formiddagen; blev
hjulpet ytterfrakken på, lukket selv døren sagte op og sagte igjæn.
Det grå vejr var blet til stærkt snefall. Intet lys tændt i et eneste
vindu, bare det som våket over den nytændte livsgnist. Kallem
kunde ikke nægte sig, da han gik forbi sadelmakerbutikken, at
banke på; men de sov godt derinnenfor. Han banket igjæn, for
han var sikker på at de hadde overlatt både sin seng og sit lille
varme rum til barnene og lå selv nu her i butikken. Ganske
rigtigt. „Hvem der?“ spurte Søren Pedersens fynske røst. „Sig
barna, når de vågner, at deres mor kommer sig.“ — „Det var
da dejligt,“ svarte Fynboen, og bak ham spurte Åses oplandske:
„Nej, å er de’n sier?“ — Kallem: „Kom nu med barna op til
mig til middag!“
VII
Hele den nat og den dag et utroligt snefall og mot kvællen
storm, og denne sopte den nyfallne sne ihop i store skavler.
Stormen drog over, men snefallet like overhændigt. De fra landet
som skulde på ball, fik sneplogen kjørt like til byen; i byen kjørte
de den for annen gang idag. På ball, på ball! Det første store
ball i julen.
På ball, på ball! I de større byer, der dans er en forretning
som ungdommen holder vedlike i de forskjellige hus og foreninger
på omgang, har man intet skjøn på hvad utsynet mot julens første
ball tumler op i en liten by og blant dem av landsfolkets ungdom
som da kjører ballklædd in under sine pelser. Men likesom sne-
plogen godmodeligen skyver den overflødige sne ut i kanterne,
således skjærer den hævdede skik, den naturlige unseelse mer
æn halvdelen bort av det som de fantaserte sammen. Der møter
frem en pen, sømmelig skare, som i førstningen knapt nok synes
at kjænne hværandre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
