Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 359
Kallem lå på sofaen og var i godt lune. Den prægtige Sissel
Aune kom sig; mannen gik full idag av livsfryd og brænnevin,
som naboerne slog i ham. Barnene hadde været her til middag,
skjønt jænten likte det ikke; hun var i så måte som Ragni; de
lignet i det hele på hværandre, de to.
Barnene hadde ikke været fullt så unselige som murer Ander-
sens, der også var med. Kallem hadde spilt dårlig piano for dem,
men gåt svært godt på hænderne, og sadelmakeren hadde hat det
travlt med murer Andersens død: murer Andersen var død av
sanhed; der er så mange som lever av løgn, så det kan trænges
at nogen dør av sanhed — og mere av den sludder som Åse fant
mærkelig.
Et langt, rasende fornøjeligt brev fra Ragni lå over Kallems
mave; han hadde læst det for annen gang. Karl lot følge en
rapport over hennes tilstand efter doktorens avrejse, nokså for-
nøjelig, den med, navnlig en beskrivelse av hennes første skitur
(som også blev hennes siste). Hennes hjærtens fejghed var
godt set.
Nu skulde han på ball, der en præstefrue var direktrice! Hun
og hennes flotte veninne fru Lilli Bing. Var Josefine det mot sin
manns vilje? En offentlig hemmelighed at så var; Lilli Bing hadde
røbet den for ham. Præstefruen var første balldame i byen!
Herrerne kappedes om bare at få føre henne i en kotillonstur
rundt én gang. Han så henne for sig, høj, barhalset, mørkøjet,
glohet av dansen. Jo, han vilde danse med henne. Han længtes
efter henne, han dulgte ikke det for sig selv. Ragnis brev la han
til side, likeså Karis og boken han hadde læst i, rejste sig, lampen
skruedes ned, piken varskuddes — så op at klæ sig!
Det var usædvanligt som det snedde, ikke med stjærner, men
med store flak, det ene jaget det andre. Hadde det ikke været
stillt, så vilde det været umuligt at finne vej. Lygterne sure,
skjæret nådde knapt ut over lys-kjærnen, og rundt om ingen lyd.
Regnen har lyd, og den har landskap; sneen gjæmmer alt bort,
aldrig kan et menneske bli så alene som inne i et snefall. Kallem
hadde ikke engang følge av en gjærdesgard, hilstes ikke på av
en sten ved vejen, intet av trærne i haven bøjde sig for ham;
han så dem ikke mere, de var insvøpt og sendt væk. Kirken
stod der ænnu, men omdannet til stejnrøjs med en hvit stav op i.
Han og kjærka, og kjærka og han, sa’n; der var ingen andre.
Husene nede i gaten drog sig tilbake; de sat og gjorde sig om
til troll med labber foran; engang hadde disse labber været trap.
Og nede i fjæren ved Strandgaten lå et par båter kvælvte; de
lignet hvite elefanter til hvile. Sjøen et snehav; men underlig nok,
øen hadde kastet loss og var drevet væk; den såes ikke mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
