Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 PÅ GUDS VEJE
Efter almanakken var det fullmåne, og ikke mørkt heller, skjønt
også månen var snedd væk fre denne forgjorte værden.
Selv stabbet han i vej som en omvændt sukkertop. Han og
sneen som fallt, var det eneste der rørte sig. Det glodde ikke
engang ildøjne ut av husene, skjønt klokken næppe var ti. Slukt
og lukt og nedsnedd. Alene de sure lys-kjærner i lygterne vidnet
at engang var her en levende by.
Jo, nu hørte han en klarinet mjaue og en bass skrubbe; — en
ræv og en isbjørn måtte etsteds hoppe sammen. Det trippet, og
det humpet, sneflakene drysset, og husene sat og stundet.
Han kom så langt at han så en osende ildtåke omkring
et stort hus; det var derinne det mjauet og skrubbet. Dithen
stævnet han.
Gik han fejl? Han fallt in i en restauration eller nærved — in
i tobakslugt, punschelugt, matlugt, så nogen tykke herrer inni den
som svin i sit fett. De var ikke ballklædd; men der kom nogen
som var. Og da han ændelig fant frem til den rette trap, søkte
flere ballklædde herrer forbi nedover til tobakken og punschen.
Kallem hadet og foragtet tobak og punsch og knejpeliv, og især
de herrer som ikke orket danse uten at stive sig.
Ingen bør komme sent til et ball. Han så på klokken, den var
over elleve og ikke bare ti, som han trodde — enten var han
kommet for sent hjæm, eller han hadde læst for længe. Nogen
opglødde, svedte unge mennesker, som nætop kom ut av osen
— det var nemlig ikke helt frit for tåkeos, hvær gang døren
åpnedes —, hilste på ham og slog derved fast at han var kommet,
så han mekanisk gik videre og drog av sig yttertøjet. Flere svedte
og opglødde mennesker i gangene. Den ene syntes at løpe av-
sted, fordi den andre løp, deres tale intetsigende, deres øjne ville,
deres latter som tom—rom—tromme. Der kom damer også, tre
og fire sammen, så ut som åpne roser, lo av intet, og talte om
intet, færdige til at føres bort gjænnem musik og sludder. Musikken
forskreket, blussene i et flor av damp, kronerne i gulrødt.
Et overfyllt ball; man hadde møje med at komme frem
mellem alle de kavalerer som stod ledige ved døren; de hadde
klumpet sig. En blanding av fint og grovt — en ægte norsk
blanding.
Der dansedes kotillon med vals. Så høj som Kallem var, kunde
han nu, da hans briller var tørret, snart se at hans søster ikke
var blant de dansende, knapt nok i salen. Men han glæmte
henne; for dette syn her var i visse måter nyt for ham; av norsk
kjænte han alene Vestlandet og Kristiania. Et ball i en liten norsk
inlandsby er særeget. Damer og herrer som kunde høve et fint
Pariserball, glir let avsted mellem unge mennesker som går tungt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
