Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 361
til det daglige, og aldrig har lært kunsten, men trør takten ærlig
i et ufortrødent arbejdslag. Mænn i kjole, mænn i frak, kvinner
i utringet balldragt, kvinner i jævn, sort helkjole, somme ældre,
somme rent unge, alle på sin egen vis med moro for sin
egen part.
Like fra Kallem var så uhældig at falle in i restaurationen eller
i nærheden av den og derved i den punschelugt og tobaksrøk
som han hadet, var han grætten og så sort. Men her i ballsalen
foran så megen frejdig selvstændighed fortok det sig. Her valset
to forbi, han i frak, hun i mørk ullkjole, lukket med lås; de holdt
hværandre traust, de stoppet ikke, men blev ved at tvinne, alvor-
lige og sindige. Der strøk forbi dem en lang, lyslett gut i rund-
trøje, væntelig en ung sjømann, som var hjæmme i julen; han
førte en kone på over fyrti, utvilsomt hans egen mor; hun kunde
være med i en ordentlig merssejls-kuling ænnu, hun. Der en kjænt
jærnbanemann med opadvændt åsyn, en tynn fyr i sort kjole,
som hoppet med skiftevis hældning av kroppen; trødde han på
højre fot, så hældte han til højre, og trødde han på venstre fot,
hældte han til venstre, bestandig i den samvittighedsfulleste takt,
og så glad, så pipende jærnbaneglad; hun som han danste med,
lo hele tiden, men ikke som hun var unselig, langtfra, hun moret
sig. Og de blev ved at danse, og var oppe igjæn, straks de hadde
sat sig. Der fejet en handelsmann forbi, straks efter en officer,
begge udadlelige med friske, unge ballklædde damer, dernæst et
galt menneske med lang hårdusk og et stort sort fruentimmer.
De raste frem gjænnem midten av den lange ballsal, op og ned,
folk var rædde, og for av vejen som for hæster. Der snudde et
tårn forbi, et bredt, rundt, højt tårn med en liten spinkel dame,
der stod op efter ham som en stige. Oventil rørte tårnet sig ikke,
bare snudde; om de hadde sat øverst op en tallerken suppe, vilde
den ikke ha skvulpet over med en dråpe. Så kom der to der
holdt hænderne ut som sejl, to høje mennesker, og tok derved en
plass som for tre jævne par. Men det syntes at være hævdet
ballsæd, at alle hadde ret til så megen plass de orket at ta, og
al den fart de bare ønsket, og til det lag og den bunad de selv
kjærte om. Her danste hvær for egen regning, og ingen for at
danse, alle for at more sig.
Men se der kom to som kunde danse! De kom frem fra et
siderum, en rask, skjægløs kavaleriløjtnant og en høj .. .Josefine!
Hun var i rød silke med sort, hennes faste hals, hennes drejede armer
i deres varme farve, hennes yppige hår i den vanlige knute, hennes
ville øjne, for det var de, og den figur, ja, hun var balldronningen!
Som hun danste! Nu viste sig hvad for en styrke og naturlig
smidighed der var i hennes legeme. Og nu blinket det irske blod;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
