Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 PÅ GUDS VEJE
dette var henne! Broren trængte længer frem, han likesom tapte
ånden. Og han syntes at alle stirret på disse to, som svang snart
højre rundt, snart venstre rundt, så snurrende på et eneste sted,
så i en fart rundt salen; ingen ny kom til, alle så, og efter hvært
stoppet mange av dem som danste; de vilde se. Kavaleristen
hadde den fejl at han ikke var højere æn sin dame; men han
var en stærk, mandig kar, der førte fortrinlig. Dansen var disse
to kjærnesunde menneskers lidenskap og rus; slik så det ut. Og
det gav rus. Kallem kunde ikke stå imot, men vilde danse, han
også, og det med henne, og helst nu straks. Næste gang de kom
glansfullt svingende forbi, så han på henne, så på henne således,
at han visste hun nu måtte se dit han stod. Og det gjorde hun.
Som om en hadde tat henne om livet og stanset henne, stod hun.
„Tusen takk!“ sa hun til sin kavaler. Uopholdelig var hennes
bror ved siden av henne, men like snart hennes veninne Lilli
Bing. „Kom, sæt dig hos mig!“ sa hun, og umiddelbart vændt
mot Kallem: „Det var morsomt at se Dem her!“ — „Jeg må takke
for inbydelsen!“ svarte han vændt til begge. „Men jeg har fåt slik
lyst til at danse med dig, Josefine;“ han drog sine hansker på;
„tillater De?“ — han bukket for løjtnanten, som høflig bukket
igjæn. „Har du lyst?“ sa han til Josefine. Hun var andpusten
efter den raske dans; men hennes mørke øjne strålte. „Ja,“
svarte hun sagte. Gulvet var imidlertid blet fullt igjæn; derfor
stod de en stund og væntet. Men da det aldrig sluttet med
trængselen, tok han henne om livet for at begynne. „Det går ikke!“
hvisket hun. — „Jo, det går!“ sa han og svang i vej forbi enhvær
uten at støte eller la sig stanse; var der fare, bar han henne,
mere æn han førte. Men snart skjønte han hvor unødigt det var;
hun bøjde efter og føjde sig i hans arm for det sagteste tryk. De
var ikke så like at det klisset, ikke så ulike at det støtte fra; de
blev interessante for hværandre, og nød et øjebliks forsoning før
striden. De så på hværandre fra og til, altid samtidig, han meget
rød, hun blek.
Nu lyste lamperne med glans, musikken var livlig, menneskene
glade og naturlige, ballsalen prægtig. De hadde ikke danset sam-
men, siden han var ballernes første mann, og hun en ubehagelig
tøs, som han førte rundt et par ganger av nåde. Men i holdning,
takt, lag var de som sammenspillet; deres dans blev let, de var
lykkelige. Mens de holdt hværandre omsluttet, kunde ikke det de
tænkte, løses op; det hadde slynget sig ihop. De var hværandres
med stærk natursammenhæng — nu når naturbunden var nådd.
Alt skillende tumlet væk som fremmed og tilfældigt. Og da det
de hadde oplevd sammen, egentlig lå i barndommen og i et annet
land, flyttet begge derhen. I den brandhete luft over hav og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
