Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 363
strand, side om side på sine små ponier med den underlige far
imellem sig; han var så vakker til hæst.
Broren — højere æn søsteren — så ned på hennes brede hode-
form; han kjænte farens igjæn. Hun tænkte også på sin far, da
hun så op i hans skarpe ansigt; men likevel lignet han mere
deres mor æn hun; hun kjænte det kloke og gode i moren igjæn
i ham, om der også gik uvejrsdrag fra faren i det. Hun kunde
ha lagt sig in til ham som til sin mor, sikker på ham til det
ytterste — ja, som hin siste kvæll i deres fjordby. Og hun hadde
ingen større længsel i værden.
Så sluttet valsen.
Arm i arm gik de mot den plass Lilli hadde inbudt til —
varme, taknemlige. Di møtte Lilli med kavaleriløjtnanten, hun
i sin yppighed rent forkommen, og han, som altid, korrekt og
ærbødig.
Ikke så længe efter var Kallem i ytterfrak, sælskinns støvler og
med hænderne dypt i de store lommer, atter ute i snefallet.
Enten måtte de to søsken nu være alene, eller han måtte gå.
Dette tok ham for stærkt. Han holdt dypt av henne, og hun
kanske ænnu stærkere av ham. I disse øjeblik, da hennes væsen
var glidd over i hans, formet det sig som det vilde og kunde;
til hværdags holdt noget henne bundet; kristendommen var det
næppe, men hvad var det? Hun gjorde akkurat hvad hun vilde,
hensynsløst; — og ænda var hun værre bundet æn de fleste.
Det snedde og snedde; luften var likevel lys av den måne som
ikke såes. Hans søster stod barhodet og bararmet med ildøjne
foran i luften, musik i det fjærne.
Men da han kom op i sit hvite soverum, som den snille piken
hadde holdt varmt, danste det i skogbygden. Ragni bares av en
svær skogejer, så hun næppe nådde gulvet med den ytterste tå-
spiss; — hun svang rundt med de små barn, hun hoppet avsted
med „årfuglen“ eller en fejende fyr fra hovedstaden; — han så
hennes lyksalighed efter hvær dans, hørte hennes: „Nej, som jeg
morer mig, Edvard!“ og sovnet in i det.
Og dagen efter — han hadde just spist middag alene og gåt
in i den store stue som av vane, for da var det Ragni spilte for
ham — åpnedes døren, og Ragni — han trodde ikke sine egne øjne?
— jo, inni alle disse skinn var hun! Han lot henne så komme
frem, lubben, mælkehvit og kjælen — og bar henne.
„Nej,“ sa hun, da de en stund efter sat i fred, „nu var det
bare det samme op igjæn, og så længtes jeg.“ — „Du har skjæv
næse!“ — „Og du, som har været på ball!“ — „Du har skjæv
næse!“ — „Det sees næsten ikke. Men vet du at Karl slet ikke
bare er snill? Nu vil jeg si dig det.“ — „Karl?“ — „Ja, mot mig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
