Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg skal snart si det bestemt, og da må De, som kjænner
ham bedre æn jeg, fortælle ham det.“ Kallem glæmte aldeles at
tale om Aune.
Innen nogen dager visste hele den lille by at tusenkonstneren
Kristen Larssen lå for døden av mavekræft; det stod ændog i
bladet. Deri kalltes han „en over vore bygder vel kjænt mekaniker
og opfinner“. Kallem trådte ikke in i et hus, traf ikke kjæntfolk
på gaten, uten at de nu spurte efter Kristen Larssen. Næste gang
han kom til den syke, efterat Pedersen hadde sagt fra, nævntes
ikke et ord. Larssen lå fremdeles med sin opfinnelse mellem
fingrene, noget matt efter et forfærdeligt smærteanfall. Skjægget
hadde fåt gro, han så fæl ut. Hustruen strikkende, men noget
nærmere sengen. De engelske bøker var flyttet, og dette var det
eneste yttre tegn på at fremtiden var opgit,
Kallem gik derfra inom til Søren Pedersen som fortalte Kallem
at den forrige portner på sykehuset hadde, været hos Larssen
for at omvænde ham; han måtte ændelig ikke fare lukt i helvede.
Larssen hadde ikke git annet svar æn at han bad om ikke at
hæftes; han stelte med noget som var nær ved at være færdigt.
Så kom præsten; denne tok det både vakkrere og varsommere;
men kanske nætop derfor tapte Larssen denne gang tålmodet;
hans opsamlede bitterhed fik ord der brænte, og hun med det
fremskutte hodetørklæet og strikkepinnerne stilte sig ved døren.
Præsten forstod, og gik tålmodig; siden hint med murer Andersen
var han ikke den samme mann. Ute i menigheden vakte det dog
adskillig forargelse.
Efter et møte i ynglingeforeningen samlet dens sangforening sig
utenfor Kristen Larssen og istemte dæmpet en salme. Folk kom
til, men i stillhed. Det traf til at være under et av den sykes
anfall; han sa de kjæntes som tusene knappenålers idelige stik
— og under disse lidelser ærtet sangen ham, så Kallem måtte
blande sig i det og forby alt sådant. To lægprædikanter, den for-
henværende portner og en til, søkte doktoren på sykehuset for
at forklare ham at det var altsammen skedd i den beste mening,
og at det gik ikke an at holde Guds ord rent borte fra en døende.
Kallem blev hissig og svarte uvørnt.
Som han til vanlig tid om kvællen var nede hos Kristen Lars-
sen, syntes han bestemt det lå ansigter på vinduet. Den syke
spurte nætop doktoren ut om hvor længe han hadde igjæn, og
om smærterne bestandig vilde ta til — så Kallem ikke ænste det
derute anderledes æn at han bad noget hængt for. Han vejde om
han kunde sige Larssen den rene sanhed, og trodde det gik an.
Han fortalte da at det kunde ta to à tre måneder ænnu, og at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
