Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368 PÅ GUDS VEJE
Med lynende øjne sprang hun like på ham som i de dager de
sloss. Hun hvisket: „Jeg mener du —!“ hun gnistret av hån og
raseri, så vændte hun sig foragtfullt, og gik.
Hadde nogen set dem? De var alene i gaten. Han kjænte en
ubestemmelig frygt; dette kom kanske til at gå ut over Ragni.
Ordet „uren“ i Josefines munn trodde Kallem sigtet til det for-
tidige; — og derfor blev han så oprørt. Men hvad vilde han
ikke ha blet, om han hadde visst at det æn mere sigtet til nu-
tiden? Når præstens efter deres hjæmkomst holdt sig borte, hadde
det også sin grunn i at gudsbespotteren Kristen Larssen var blet
velset i Kallems hus, at Ragni læste Engelsk med ham, og at
Kallem stadig talte med ham. Kristen Larssen stod for de fleste
av menigheden som et stykke djævel, og når nykomne folk, både
mann og kvinne, slog fællig med ham (som før med Søren Peder-
sens), var det en utæskning. Litt efter kom Karl Meek i huset,
og siden såes ikke Ragni uten i hans selskap. Ændelig rejste de
sammen op i skogbygden; — så meget behøvdes ikke, når det
gallt en fraskilt hustru, der var fritænker og før grepet i ægte-
skapsbrudd.
Josefine var kommet i det oprigtige øjemed at varsku sin bror.
Hadde hun fåt ro til at tale, hadde hun sagt ham alt dette; hun
var ikke rædd, og hun holdt av ham. Nu gik hun hjæm med
branden av hans foragt.
Så brøt hennes tilbaketrængte lidenskap frem, først i bittert had
mot henne, som skilte bror fra søster, men efterhånden mot alt
som gjorde det. Murer Andersens død — jo dypere den bevæget
hennes ægtefælle, jo stærkere kom motsætningen dem imellem
frem — og i en højst uhældig tid. Alt det Tuft klaget over hos sig
selv, var jo inrømmelser til henne, og nætop nu vilde han gjøre
slut. Værre kunde det ikke træffe.
I huset ved siden av sat en tør gammel kone, præstens mor;
hun levde i protest mot huset foran. Aldrig satte hun sin fot der
i et selskap, Sjælden ellers uten til husandagt og på kirkelige fæst-
dager til middag. Svigerdatterens væsen, dans, toilette og veninner
var henne en forargelse, præstens stadige frieri en ugudelighed.
Den lille gut blev hennes spion. Josefine sat en sommerdag på
andre siden av den åpne dør, og hørte henne spørge ham ut om
hvem som dagen forut hadde været der, hvad de hadde spist,
og om de hadde drukket vin, og hvor mange slags. „Bestemor spør
om mor er ute idag også,“ sa han engang. „Og hun spør hvad
far siger til mor, når mor kommer hjæm, og om far har sovet
oppe hos os.“
Josefine bar det med ro. Men at hun visste svigermoren sat
bakom præstens kristelige formaninger, gjorde henne ikke bøje-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
