Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fingrene, ja deres neglestilling. Men den dag kom at heller ikke
den gut blev hans egen — hvis dette skulde bli ved.
Ja, Josefine — det skal ikke bli således ved. Gud hjælpe os
begge; men kampen lægges ikke mere ned.“
Det brede og mægtige hos ham bak det hjærtensgode holdt på
at flytte foran; hun følte det. Og det svulmet i henne selv. Han
hørtes i kontoret gå frem og tilbake uten hvile, men også uten
tvil. Hun kunde ikke sove.
Dagen efter at Kristen Larssen hadde fåt full besked om sin
sygdom, dræpte han sig. Det skræmte folk forfærdelig; der stod
rigtig gufs av ham; en turde næsten ikke gå forbi huset. Et rygte
sneg sig ut, at Kallem hadde overlatt Larssen sin revolver til det
bruk; men det blev stoppet av hustruen, av Søren Pedersen og
av Kallems eget vidnesbyrd.
Kristen Larssen hadde dradd sig tilbake uten varsku og uten at
takke for sig. Til hustruen hadde han sagt at snar død vilde være
best. Men heller ikke mellem dem var noget avtalt eller noget
opgjør eller nogen avsked. Han hadde bedt henne gå hen efter
Søren Pedersen, og imens hadde han kravlet op, og med den
overlegne grundighed som var ham egen, hadde han så gjort det.
Sædvanlig begravelse blev nægtet, et hjørne ved nordre mur
utvist, og der arbejdet tre karer hårdt med at få op en grav. En
svært kold dag, den han skulde i jorden på; der var nok dem
der så en Guds orden også i det. Til usædvanlig tid, nemlig om
eftermiddagen, blev Kristen Larssen sænket ned uten klokkers lyd,
uten præst eller sang. Den mærkbareste av de få som var til-
stede, var Aune, for han var full og alle steder på færde — så
tynnt klædd at en frøs ved at se på den blå fyren. Søren Pedersen
bad ham flere ganger holde sig rolig, men uten nytte. Av Sørens
blanke ansigt såes bare næse, øjne og litt av kinnerne; resten
dækkedes av et vældigt ullskjærf nedenfor, flere ganger snodd
rundt, og av en skinnhue ovenfor, trukket ned til øjnene; næverne
var inne i et par nordlandske votter — av de uhyrer som folk ror
fiske i, og føtterne i lodne labber. Søren Pedersen hadde lagt sig
ut, ytterfrakken var blet for trang; med disse utvækster så han
ut som en hummer. Åse i en liten kåpe og huekyse holdt ved
siden av enken, der stod der lang og mager i finnesko og en
fotsid sæk, like bred op og ned; over hodet et svært ullkaste-
tørklæ; hun la åbenbart an på at holde ansigtet skjult. Aune slang
rundt og fortalte at han hadde været med „at fragte tøjet hennes
på jærnbanen“. Og nu „hadde’n stængt huset, au; han bar nøk-
kelen i lomma“; den synte han frem. Herfra skulde enken gå
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
