Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 PÅ GUDS VEJE
stærke, dype øjne så hun i hans, med grænseløs smærte, med
tilbakeholdt bevægelse nikket hun, hun kunde ikke tale. Aldrig
er noget menneske takket varmere. Likeså tok hun Ragnis hånd,
som blev så forskrækket, for hun visste med sig selv at hun ikke
fortjente det. Enken skyndte sig forbi de andre og nedover mot
byen, Søren Pedersen og Åse hadde ondt for at følge. Men Ragni
grep Kallems arm, hun kunde ha lagt sig om hans hals og stor-
tutet.
IX
Kristen Larssens hus blev stående øde uten kjøper eller leje-
boer; uhyggen fra det fallt også over dem der var hans venner.
Hadde ikke Søren Pedersen levd mere av landet æn av byen,
var det gåt ham ilde. Ragni forstod ikke at i denne tid blev hun
mere påagtet, mere omtalt æn før; hun var ikke det minste for-
sigtig. Allerede at præstens vægret omgang med dem, satte henne
jo op til skive; hun tålte ikke at noget nyt kom til.
Mot det som nu fantes på, stod hun værgeløs, fordi hun ikke
ante det. Hvis hun og Karl Meek holdt hværandre i hænderne
på isen, eller han fik henne til at le, mens han hjalp henne
skøjterne på, eller hun prøvde at skyve ham av, når de stod på
hvær sin mej bak på doktorens slæde; eller de rænte på kjælke
sammen, eller de spilte sammen for nogen som besøkte dem —
altid hadde en set øjekast der ikke var til at ta fejl av, hørt ord
der hadde undertydning, eller set friheder der var umulige mellem
andre æn dem der var vant til ænnu større. Forrige gang med
en logerende, nu igjæn med en; hvad kunde Kallem vænte bedre?
Det var da hans retfærdige straf.
Søren Kules slægt førte an; denne slægt var utbredt her på
Oplandet, og den hadde en frodig fantasi — især i sanselige ting.
En skulde høre Lilli Bing lægge ut hvordan Ragni Kule i sin
tid „hvær kvæll“ gik in i rummet til student Kallem; det lå da i
samme gang. „Kjære, hvad ondt var der i det, når de holdt av
hværandre? Hvem kunde leve sammen med den ækle Søren?“
At den nuværende fru Kallem ikke behøvde så meget som at
gå over gangen, lå altid bak. Engang sa hun: „Når hun aldrig
får barn, hvad skade er der så egentlig i det?“
At ingen av dem som det gik ut over, hørte noget! At der ikke
dumpet ned et av de vanlige anonyme brev! Det første kan alene
forklares av at de omgikkes næsten ingen, og det annet av at de
kanske ikke trodde Kallem brydde sig om det; fritænkere har gjærne
løse begreper i det sædelige. På vårkanten så man Kallem følge
hustruen og Karl Meek til dampskibet; de skulde over til det andre
landet; man så ham hænte dem på bryggen igjæn mandag for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
