Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
middag. Man visste han selv var ute hele dagen, og de sammen
hele dagen i haven og huset.
Karis eksamen gik nokså godt, skjønt under adskillig spænning;
den dag nærmet sig da han skulde forlate dem. Ragni hadde i
det hele hat hygge av samlivet, men hans ustadige flid hadde
voldt henne møje, og hans lidenskabelige væsen vokste med hans
legemlige kraft. Hans dype hengivenhed for henne dæmpet det;
men også formen for den plaget henne ofte; hun holdt av jævn-
hed og fred. Hun spådde ham at engang måtte det gå ham ilde;
han førte for store sejl.
Hun længtes til at få leve alene; hun sa det til Kallem, som
ærtet henne med at om tre uker vilde hun savne Karl. Han
skulde nu først være hjæmme i sommerferierne, men rejse der-
fra til Tyskland for at gå over til musikken. Skjønt han hadde
vænnet sig til at leve og tænke under Ragnis øjne, i kamp med
henne, i lydighed mot henne, altid i tilbedelse — syntes han om
at komme på egen hånd. Skilsmissen vilde ingen vanskelighed
volde.
Men så hændte at en av de siste dager var han hos en kam-
merat — den eneste han nu og da så, siden han kom i Kallems
hus —, og på tale om avrejsen sa kammeraten: „Hvordan er det
så egentlig med dig og fru Kallem?“ Karl fattet ikke hvad han
mente, og ødslet pris og beundring over henne. Den andre av-
brøt. „Ja, det der kjænner jeg, men rent ut sagt — du står ikke
i noget forhold til henne? Folk siger det.“ Karl spurte hvad han
understod sig! Han måtte være ansvarlig for sine ord! Men det
var vennens alvorlige agt at varsku Karl; han hadde selv nætop
fåt nyss om rygtet, det var ænnu ikke almindeligt. Tålmodig bar
han Karis raseri og fik sagt ham, at han ikke kunde annet
vænte æn at folk tænkte noget av hvært, så uforsigtige som de
hadde været.....
Hjæmme hos Kallems kunde de ikke forstå hvad som med én
gang gik av Karl. De par siste dager var han ikke inne, Sjælden
hjæmme, og var blet like taus, sky og mørk som da han kom.
Det nærmeste at tænke sig var jo at han var fortvilet over at
skilles fra dem, og da især fra Ragni; men det var underligt at
fortvilelsen skulde komme akkurat mellem tre og fem onsdag
eftermiddag! Klokken tre hadde de i muntreste stemning spilt
sammen; klokken fem skulde hun gå gjænnem med ham noget i
hans siste eksamensfag; og da kom han hjæm så sanseløst fra-
værende at de måtte slutte. Slik hadde han siden været. Kallem
ærtet Ragni med at gutten var forælsket; det var sprunget op for
ham like før „avskedens bittre stund“. Kallem sang: „To drosler
sad på bøgekvist“, spådde at med det aller første fik hun en er-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
