Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klæring, sansynligvis på vers — han hadde selv i sin tid gjort flere.
Kanske vilde han skyte sig også. Hun måtte slet ikke inbilde sig
at nogen i hans alder kunde slippe billigere fra hennes skjæve
næse æn med en liten forkjølelse på hjærtet.
Når gutten sat og nidstirret på henne i frygtelig taushed, ikke
spiste, ikke talte; når han spilte tungsindeligen, og søkte ut ifra
dem til ensomhed — sa Kallem: „Hu, livet er sort!“ Han gjorde
gutten efter med døende øjne på henne, sukket i tre trappetrin,
op i håret med begge hænder, hylte. Men mot Karl selv var han
inderlig snill.
I avskedens stund sluttet al spøk, fordi Karl var så fortvilet av
sorg at ingen kunde tale til ham, bare skynde på, så han kom
væk. Ragni vilde ikke følge med til jærnbanen; hans overdrivelse
gjorde henne rædd. Men da Karl så at hun stod igjæn på trappen,
sprang han ned av vognen og op til henne igjæn. Hun veg, men
han kom efter, så på henne og gråt, så piken, som stod litt
længre tilbake, virkelig fik ondt av ham og gav sig til at gråte
med. Ragni blev kold og taus; hun kunde ikke ane, at nu
gjorde Karl det smukkeste han hadde gjort, følte det dypeste
han hadde følt.
På jærnbanen var der dem der la mærke til hans fortvilelse
— som også til Kallems alvor. Men især til at Ragni ikke var
med. Hadde Kallem nu fåt vite det?
Denne avslutning på deres samliv med Karl Meek gav lej efter-
smak. Han var ikke gjærne i deres samtale; ja, de følte begge
tvil om de burde ha inlatt sig på et slikt forsøk, de burde kanske
ha forutset at så vilde det ænde. Men herom sa den ene intet til
den andre. Deres eget samliv blev inderligere; aldrig hadde Kal-
lem været så meget hjæmme eller hat slik sans for alt hennes.
Sommeren blev „feberpavillonens“; ingen av dem kunde bli træt
av at se den bygges og inredes eller av at se alt sættes i full
stand. Nu da alle sommertelt stod der, gik ord av sykehusets in-
redning og orden.
Men mens de var alene og delte sin tid mellem sykehuset,
studier, haven og pianoet, så just fordi de var blet alene, gled
noget med in i alle skiftninger som begge længe hadde tænkt på,
og som vokste, nætop fordi det aldrig nævntes. De kunde snart
ikke møtes uten at tro at læse noget om det i hværandres øjne.
Hvorfor fik de ikke barn? Stak fejlen hos Ragni? Vilde hun
ikke gjøre noget for det?
Han hadde efterhånden lært sig, at hun var for sky til at han
kunde være den første som nævnte det. Turde hun intet sige selv?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
