Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 377
Ikke engang røbe lyst til at sige noget, så han kunde hjælpe henne
på glid? Hvad var grunnen? Rædselen for undersøkelsen — for
operationen? Sjælden så han henne uten han følte at nu tænkte
hun på det? Og hun pa sin side: han savner barnet.—
I slutten av August fik Ragni et stort brev med Berlins post-
stempel på — fra Karl Meek! Det var dem begge velkomment,
ja mere æn de straks vilde være ved.
Karl hadde besøkt fæstforestillingen i Bayreuth, han skildret nu
sine intryk med glødende farver, voldsomme ord. Hele brevet
bare om det, og fire—fem linjer takksigelser, hilsener — og tilsist
spørsmålet: „får jeg lov at skrive Dem oftere til?“ Begge skjønte
straks at disse fire—fem linjer var brevet, og alt det andre et
åndfullt omslag. Nætop det syntes Kallem om og vilde hun skulde
åpne brevbytte med ham; det kunde på mere æn én måte være
ham til gagn i hans utlændighed.
Uten særdeles lyst — som ofte i den tid hun arbejdet med
Karl —, mere av lydighed, av godhed satte hun sig hen, skrev
med lune, fordi hun således best slap forbi, og fik svar — først
ett, så ett til, lange svar, hele dagbøker.
En av de første dager i Oktober var Ragni i haven for at høste
frugt og kjøkkensaker. Hun gik bortover mot rækværket ved
kirkevejen, da en vogn langsomt kjørte opover. I sætet sat en
svær kar, han lot sig vugge av vognens støt som mælk i et spann.
Ragnis duer suste hjæmover fra kirketaket like over vognen; den
ejendommelige lyd av vingeslagene gjorde at han vændte hodet
til den kant de fløj. „Var det duer?“ spurte han, og kusken
svarte.
Ragni skulde just stige op på en trap for at ta æpler ned,
men måtte holde sig fast; denne tunge røst, denne langsomme
takt, denne nordlandske ensformighed var Søren Kules! Hans
blinde øjne lå nu halvt i retning av duerne, halvt derhen som
svaret kom fra, mens han førtes væk i ledløs rulling.
Søren Kule her? En blind, til halvten lam mann er ikke på
rejse! Arven heroppe som to ganger var tilfallt ham, har den
ført ham hitop?
Noget efter kom Kallem. Også han hadde møtt Kule, hun så
det straks — og han så straks at hun var tydd in i den store
stue for at gjæmme sig; der møttes de, hun presste sit hode mot
hans bryst; hun kjænte onde ånder i luften.
Kallem sa sig selv: Dersom Søren Kule skal overta en av de
ejendommer som er tilfallt søsknene her, altså flytte hit, da
har Josefine sin hånd i det; da har hennes „retfærdighed“
været ute.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
