Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEIE 379
Selv var han blet grå og adskillig førere. „Lufferne“ lå over
stolarmerne som vanligt; en svær tobakspipe stod ved siden og
var ledig.
Kallem nævnte hvem han var; Kule svarte ikke; men en liten
bevægelse med den friske hånd og nogen svære støn tydet på at
der var sjøgang i ham.
Kallem hadde også møje med at holde sig rolig. For at gjøre
pinen kort sa han straks, at Kule kanske ikke kjænte til at de
nu var naboer. — Jo, han gjorde. — „Det trodde jeg ikke,“ svarte
Kallem og lot tonen forklare hvad han mente.
Kule tidde.
„— De vil bli boende?“
„Ja.“ -
Kallem så på det blinde åsyn; det var koldt og lukket. Kallem
følte det nyttet ikke at få et strejf av hensyn til Ragni innenfor
det; en forfærdelig motbydelighed grep ham. „Da har jeg intet
mere at si,“ sa han og rejste sig.
Kjøkkendøren stod på gløtt. „Di må no vær’ så snil å hels’
fru — a!“
Først utenfor husket Kallem den oprindelige del av sit ærend,
men denne Kules nye råhed fritok ham. Altså: fra nu av var
han deres nabo. Så fik de prøve at tåle sin egen fortid, de,
som andre.
Han drev utover bort fra byen; han turde ikke straks gå hjæm.
Hun tålte ikke ondt i nogen skikkelse; han måtte tænke over
hvordan dette skulde tas.
Ragni var i kontoret, og hadde tændt lamperne, da han langt
om længe kom hjæm. Straks læste hun sin dom i hans åsyn —
ja, hadde alt hørt den i fotlaget. Hun seg ned i sin stol og kjænte
det som fra nu av var der ingen glæde mere til.
Han prøvde at gjøre henne klart at hun, som ingen skyll hadde,
heller ikke skulde være rædd — hun rystet på hodet; for det var
ikke det. Nej, det var ondskapen, den kunde hun ikke holde ut;
det var kulden. Hun minte ham om hvad han selv hadde sagt
ved Kristen Larssens grav.
Men de kunde da ikke sammenligne sig med Kristen Larssen?
De hadde da så meget av det som gjorde varmt. Javisst — men
et godt navn! „Ved at ta det fra mig, lukker de al varmen ut.“
— Og om en stund: „Dette er kulden.“ Hun gråt ikke som
altid ellers.
„Så bryter vi op!“ ropte Kallem.
Som hun hadde overvejet det for længe siden, svarte hun:
„Hvad for en doktor er rik nok til at kjøpe alt det du har sat
in her? Og dit arbejde! Som du lever for og er lykkelig ved!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
