Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 PÅ GUDS VEJE
borte igjæn, første gang i år. Ned på fjællkammene lå tæt tåke,
så tæt, at den syntes som et selvstændigt, uigjænnemtrængeligt
land der grænset til fjællene og strakte sig ut over hele syns-
vidden. Det underlige land sendte en lang tange ned i skogen
som det ytterste av en hemmelighed. Hun frøs, hun kunde ikke
gå langt uten at komme frem og sees av folk på vejen, og idag
kunde hun ikke la sig se; kanske aldrig mere.
Tåpeligt slagsmål, det, mellem træsorterne derute omkring går-
dene. Længst borte fra husene barskog; i det tunge vejr var den
næsten sortladen; nærmere husene blandet løvskogen sig in, lang-
halset asp, forstrukne bjørk, lysegult i det mørke; — ænda nær-
mere rognen og hæggen i blodrødt; dertil løn og andre, fra lin-
blekt op mot rødgult. Høje oretrær og asp, for gamle til at skyte
løv, løv med nakne grener op over de andres farver som en
blågrå røk.
Hun stampet med føtterne, kunde ikke få varme i dem, vilde
ikke gå frem, ikke in, før hun visste hvad hun skulde gjøre!
Om Kallem fik dette at vite, hvad så? Og hvad, om han ikke
fik det at vite?
Engene skares itu av mulden, åkerpløjd jord. Ellers mattgrønne
rugsletter, tilsådde i høst, og kløverenger i stubb. Men se de mis-
nøjde grå markflækker længre borte fra husene, som aldrig æn-
stes, uten hvær gang de skulde plyndres; altfor mange av dem
her i landet.
Juanita? Hvordan kom hun in i høstbilledet? Det friskeste,
rørigste minne om den første vår? Ak, herute vågnet længselen
efter barnene. Nu var hun sikker på at han ikke var hvor de
var; — så kunde hun rejse dit ned til Rendalens og se barnene!
Så længe den rejse stod på, behøvde hun heller ikke at avgjøre
hvad som var rigtigst; og hun trængte til Opsættelse. Bare et lite
brev til Karl Meek, at han ikke måtte skrive oftere nu, kanske
siden; han skulde få besked. Disse få ord til Karl — telegrafere
dem? Ikke herfra! Men rejse straks og telegrafere undervejs.
Et forsæt, en befaling så stærk som hadde hun ikke mere
igjæn at gjøre æn nok engang at se barnene, steg i henne. — Da
Kallem noget efter kom hjæm, og hun drev om på gulvet for at
få føtterne varme, hørte han det av henne selv at nu måtte hun
se barnene, og han fik et uimotståeligt intryk av at minnet om
hennes samliv med Kule var sprunget over i længsel efter bar-
nene; det var helt naturligt. „Rejs straks!“ sa han; „siden blir
det for koldt.“ Han forstod det jo ikke som det skulde være
nætop idag; men sådan vilde hun ha det, og om eftermiddagen
fulgte han henne på jærnbanen.....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
