Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 385
Straks hun var hos Rendalens, skrev hun et fortvilet brev; møtet
med barnene hadde været grusomt; de kjænte henne ikke! Heller
ikke hun dem! Visst meget velopdragne barn, men ikke søsterens,
ikke i slægt med henne selv — derimot med ham: hans slægt var
vel stærkere æn deres. Store barn, fetladne; de så på henne, som
de ikke forstod hvad hun vilde. Og alle disse fremmede der be-
standig la mærke til. Hun vilde ha vændt hjæm straks, var hun
ikke blet så forkjølet. — Et senere brev var lysere; ikke fordi
hun var mere nøjd med barnene: de var like fremmede og „uånde-
lige“; hvær gang hun tok dem in til sig for at tale med dem eller
spille for dem, forstod hun at hun hæftet dem. Nej, samlivet med
de prægtige mennesker på skolen og utenfor var henne en glæde;
„hadde vi noget lignende,“ sukket hun.
Fra Rendalen fik han også brev, som i store sving uttrykte
hele koloniens glæde over at ha henne i deres midte. Han sendte
frem „en enstemmig bøn“ om at måtte få beholde henne en tid;
hun var også træt efter turen og ikke vel; hun syntes at ha godt
av hvile.
Først otte dager, så otte dager til blev hun borte. Hun kom
igjæn en kold middag, i full vinter, var blek, fremdeles forkjølet,
rædd, uten ævne til at sige hvor forfærdeligt det var at flytte in
igjæn blant mennesker som holdt henne for et uhæderligt fruen-
timmer. Kallem forskrækkedes over forkjølelsen og over at hun
så dårlig ut; deres gjænsyn blev intet møte, men en bekymret
ransaking av hennes bryst og nogen matte fortællinger; hun var
træt og vilde til sengs.
Kallem spurte efter brev fra Karl; her var intet kommet.—
Nej, hun hadde heller ikke fåt. — Hadde hun da ikke skrevet?
— Nej; Karl var kommet med en fortrolighed som hun ikke
skjøttet om. — Ofte hadde der været knuter på tråden, som han
først fik hore om bakefter, og da hun ikke så på sin mann, følte
han at han ikke skulde spørge.
I flere dager holdt hun sengen. En kjedelig tørhoste blev der
aldrig ænde på; ellers var der ingen farlige tegn; slet ikke. Den
dag hun kom op igjæn, syntes hun ham så mager; ansigtet hadde et
matt, sykeligt drag med mørke ringer under øjnene. Hun måtte
i frisk luft; men hun motsatte sig på det bestemteste at gå spaser-
turer utenfor haven. Først sa hun det var så kjedeligt; fra den
stilling dreves hun, men tok en stærkere: hun tok på at gråte.
Han holdt dette for et underligt tegn; — hun skulde da vel ikke
være blet frugtsommelig? I det håb gav han sig hen og væntet.
Så gik hun turer i haven, og fortalte ham det med stolthed; men
tidde med at hun især gik dem i skymringen. Imidlertid syntes
hun selv at hun bedredes, og det syntes også han.
Bjørnson : Samlede værker. III. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
