Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 PÅ GUDS VEJE
Der gik en tid; han væntet på det han helst vilde høre, trodde
at se flere tegn, men ængstedes også av og til ved at hun fore-
kom ham at ta av; han kunde ikke få henne til at spise. En
kvæll han var borte, hadde hun som sædvanlig været ute og gåt
i skymringen, fåt frysninger bakefter med beklæmthed under
brystet. Hun sov, da Kallem la sig, men han blev vækket av
hennes hoste. Han tændte lys, og så at hun tok sig for brystet.
„Gjør det ondt?“ — „Ja.“ — „Hvordan ondt?“ — „Her!“ Og hun
pekte på højre kraveben. „Det stikker dig der, når du hoster?“
— „Ja!“ Og i det samme fik hun et voldsomt hosteanfall. Han
op, klædde sig, la i ovnen, ringte, piken måtte efter medikamenter,
og imens undersøkte han henne og spurte henne samtidig ut.
Han fik da høre om frysningen igåraftes, og at hun helst tok sine
turer i skymringen. „I skymringen!“ ropte han, og mere skulde
ikke til, så gjæmte hun hodet. —Ja, nu fik hun være så snill at
la være med det; for nu skulde hun holde sengen og det i flere
dager. Sennepspapiret over brystet likte hun ikke; hostepillerne
derimot gjorde lykke. Han skjulte sin bekymring under spas og
kjæleri — og virkelig efter nogen dager blev hun så bra som han
kunde vænte. Nu var hun også blet lydig; hun holdt sig stille
inne i fjorten dager. Hosten kom sjældnere; de skarpe hostetak
slet jo i brystet; men hun kjænte sig ellers nokså vel, bare
dygtig matt og andpusten, hadde således ingen lyst til at røre
pianoet.
Det blev gjort vej til henne i haven, og der gik hun ut første
gang med Kallem midt på dagen, men uopholdelig in igjæn; —
han blev først rædd, meget rædd; men efter hennes måte at ta
det på trodde han det var lune. Hun kjænte sig imidlertid mat-
tere æn hun vilde tilstå. Dagen efter prøvde hun og Sigrid;
straks blev hun andpusten efter bare nogen steg, og måtte hvile,
bad Sigrid ingenting sige, det skulde gå over, når hun „fik øve
sig“. Vejret blev mildt, midt på dagen var det ændog varmegrader,
og hun fant sig bedre, kunde gå længre; Kallem glædet sig, da
han en dag så hun åpnet pianoet.....
Søren Pedersen viste sig en kvæll blek og alene — begge dele
usædvanligt. Hvad var ivejen? Jo, Kristen Larssen gik igjæn?
Kallem skoggerlo, Søren ændret ikke en mine: — Kristen Larssen
gik sandelig igjæn! I siste år av sit liv spilte aldrig Kristen
Larssen violin; han gav den til Aune. Men nu spiller han violin
i sit eget hus! — Bodde ingen der? — Nej, huset var avstængt;
men der spilte han! Flere hadde hørt det samtidig; der var ikke
den fjærneste tvil. — Så hadde en eller annen skjælmsmester sat
sig in der. Hvem hadde nøkkelen? — „Konens søskenbarn.“ —
„Hvem er så det?“ — „Aune.“ — „Se der!“ — „Men Aune har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
