Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 PÅ GUDS VEJE
fremfor mig? Er du hans mor?“ — Jeg er hans far. Bibel og
lov gjør faren til barnets ejer.“
Nu begynte hun at gå; men bare mellem vinduet og dørene,
som var de stængsler i et bur. Hennes barm bølget, hennes
åndedrag hørtes, hennes ansigtsfarve, røst, øjne fortalte for et for-
færdeligt oprør hun var i; noget slikt hadde hun ikke trodd ham
istand til. — „Skammer du dig ikke? Vilde du beholde gutten?“ —
„Det vil jeg, såsant Gud befaler mig det. Du skal ikke fordærve
vor gut!“ — „Fordærve ham? Jeg? Nej, nu skal du ha det! Fra
barndommen fik du magt over mig nætop ved dette. Du fik magt
over min forstand med din urokkelige tro, uten at jeg skjønte det,
fordi du var god og gav dig hen. Derved forkvaklet du min natur
— det gjorde du! — den lå for annet. Du gav mig livsvalg, du
gav mig mål, jeg visste ikke selv av det. Jeg siger det som det
er, uten at gi dig skyll for det. Men du skal vite hvorfor du
ikke også får magt over mit barn! Så længe der er gnist av liv
i mig, får du ikke — tross både lov og Bibel. Du skal vite det,
og du skal få se det!“
Hadde hun visst at han længe, længe hadde væntet, at således
vilde hun engang stå op og tale, så hadde hun sparet sig for at
sige det med slik forfærdelig lidenskap. Selv var han fullt herre
over det han følte. „Ja, din guddommelige natur har jeg ledet på
avvejer — jeg har længe visst det! Jeg har gjort det ved den tro
— som ikke blev din! Kjære, det har jeg skjønt, før du rejste
bort.“ Han sa det bredt og tryggt. „Nu, så vet du det!“ skrek
hun med samme sprutende lidenskabelighed; ,,så vet du det!
Din tro blev aldrig min, den høvde mig nemlig ikke. Men så
blev heller ikke nogen annen min; jeg gik og tænkte det var en
synd, at jeg ikke kunde tro som du; det knuget mig, at jeg ikke
kunde lægge alle mine kræfter tilrette i noget som var mit. Der-
for blev jeg heller ikke som andre. Det blev galt altsammen!“
— „Hvad skulde du været, du da?“ — „Å, la mig nu si det
værste — beriderske!“ svarte hun uten at blinke med øjnene.
Han stanste op, han trodde hverken sine øren eller øjne: „Be-
riderske!“ Han lo hånt. „Ja, det var et stort tap for værden —
og for dig, Josefine, at du ikke blev det!“ — „Jeg visste du vilde
tænke så. Men om jeg kunde kommet til at styre og stelle med
en cirkus, da kunde jeg ha skaffet hundre brød og tusener en
sund moro. Det er ikke lite, det — det er mere æn de fleste
gjør. Hvad har jeg nu gjort? Hvad er det for pusleri jeg har
strævd med! Hvad har jeg nådd? At jeg er nær ved at foragte
både dig og mig! Hvad er vort liv, og hvad er vort forhold
blet til? Kan du ænda si du har kjærlighed til mig? Kan jeg
si jeg holder av dig?“ — „Nej, Josefine, vi vet begge hvem du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
