Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 391
holder av.“ — Om også han hadde slåt henne, som hennes bror
gjorde, kunde hun ikke ha blet mere rasende — først fordi det
blev sagt (hun visste næppe at det var tænkt), dernæst fordi den
mann sa det som skyllte broren og henne det han var, og like-
vel var skyll i at søsknene var skilt. — „Ja, han har hvad du
ikke har!“ svarte hun for rigtig at såre ham. „For resten er det
usselt av dig at si slikt!“ — „Er det det? Du tror ikke jeg vet
at det er for hans skyll jeg har tapt dig, har tapt min huslige
fred, dermed tapt glæden i mit kall — og nu trues med at tape
mit barn?“
Hans røst skalv, han begynte i harme, det gik over i stærk
sorg, og det samme blev tilfældet med henne. Hun kjænte trang
til at storgråte. Men ingen vilde gi efter for nogen slags vekhed.
Hun stod ved vinduet og så ut; han gik op og ned. En lang,
lang stillhed. I den tok harmen henne igjæn. Hans tunge gang
hørtes trossig; tausheden var det også. Og det han nylig hadde
sagt, var skammeligt.
„Ja,“ sa hun uten at se inover; „du kjænner nu vilkåret. Slike
eventyr som det om Kristen Larssens gjængangeri ... taler du
over; og du har ikke engang undersøkt dem! Akkurat det samme
med paradiseventyrene; dem tror du ikke engang på, og fortæller
dem likevel! Kan jeg ha agtelse for slikt? — Da er min bror en
annen helt oprigtig kar! Kommer du oftere til gutten min med
de eventyr uten at si det er eventyr“ — og her vændte hun
sig — „da slutter vort samliv, Ole. Ved Gud, det er sant. Det
skal aldrig nytte dig at ta ham fra mig ved det der.“ Hun gik
mot ham: Jeg gir mig aldrig på det, Ole!“ Hun gik.
Den samme søndag og til samme tid kom Kallem hjæm for at
spise middag; den fallt hos ham noget senere æn hos svogeren.
Allerede gjænnem kjøkkendøren så han Ragni med et stort for-
klæ på, som gik helt under haken, stå og skjære grønsaker på
kjøkkenbænken. Han tok av sig i gangen, og gik in til henne;
han hadde i den senere tid en stadig stigende angst som han
dulgte. Var det det hvite forklæ som kastet blekt skjær over
henne, eller dampen av Sigrids steking — hun så da så forfær-
delig dårlig ut. Og hun hadde bestemt grått? Det grep om hjærtet
på ham. Hun så ikke op fra arbejdet, men sa: „Vi har fremmede
til middag.“ — „Vi?“ — „Ja, Otto Meek, Karis far, har været her
i formiddag, og kommer nu til middag.“ — „Hvor står det så til
med Karl?“ — „Ikke bra. Ja, der kommer Meek!“ Dennes svære
hode i en skinnhue såes over velstands-tuluppen; han var på
andre siden gjærdet; nu bøjde han in, Kallem ut imot ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
