Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392 PÅ GUDS VEJE
Dengang Meek praktiserte, hadde også han særlig strævd med
brystsygdommer, alfor almene på disse kanter av landet, og han
fulgte Kallems arbejde i skrift og sykehus med årvåken deltagelse;
Kallem så ham gjærne komme. Mens han hjalp frakken av ham,
sa han at Ragni fortalte det stod ikke bra til med Karl. „Nej,
det gjør ikke det.“ — „Hvad er ivejen?“ — „Ja, det var det jeg
rejste in for,“ svarte Meek. — „De har talt med min hustru?“ —
„Ja.“ Begge gik in, der var varmt og koseligt, og pianoet stod
opslåt. Hadde hun spillet, da Meek banket på? Så kunde hun
ikke være så dårlig som hun syntes; han længtes efter at under-
søke henne.
Idag var Meek mere tung og taus æn vanligt. „Nå,“ sa Kallem,
„kom I så overens om Karl, De og min hustru?“ Meek så litt
forundret op på ham: — „De mener om at skrive ham til?“ —
„Ja, f. e. det. Der har jo — som så ofte — været en kurre på
tråden?“ — „Ja,“ svarte Meek og blev sittende der taus. —
„Kanske tror De at jeg kjænner til det? Nej, far, jeg vet ikke
en døjt.“ Meek syntes mere og mere betænksom. Jeg har sagt
Deres frue at hun burde si Dem det. Det er jo smukt av henne
at hun ikke gjør det. Men dette begynner at ta en farlig vænding.“
Hans tungsinnte øjne så op i Kallems. „Farlig, siger De?“ —
Ja; jeg må ta ham hjæm.“ — Kallem sprang op fra sin plass.
Meek vedblev: „Det er aldeles til unytte at han er der.“ —
„Kjære, hvad står på? Vil De vi skal forsøke med ham igjæn?“
— Kallem tænkte sig muligheden av tilbakefall hos gutten. Meek
så forskende på ham, næsten forfærdet. „Hvordan har egentlig
Deres frue det?“ spurte han. Kallem blev rød; det traf som et
skudd midt i hans hemmelige angst. „Hun fik en lej forkjølelse,
og den har hængt i; jeg trodde en stund . . . vet De hvad? Kan
ikke De undersøke henne? Hans egen tvil var blet til visshed,
hans hjærte slog, så han selv ikke kunde ha undersøkt henne.
Meek blev ved at se på ham, og mere rædd blev Kallem. „Hør,
vil De ikke undersøke henne?“ — „Jo, naturligvis. De har ikke
nylig gjort det?“ — „Ikke helt nylig. Nej. Jeg vil nødig skræmme
henne. Så sætter hun fantasien på det, og det er hos henne
frygtelig farligt. Desuten var der noget annet . . Men, nu skal
jeg —“ han vilde gå ut efter henne. „Har De kjænt hennes far?“
spurte Meek. Det isnet i Kallem: „Har De —?“ — „Ja, jeg var
fiskerilæge deroppe.“ — „Hadde han —?“ spurte Kallem åndløst
og svælgte slutten. Meek bare nikket, Kallem tok sig med begge
hænder om hodet, skyndte sig mot døren, kom tilbake: „Ja, De
vil undersøke henne nu her med det samme?“ — „Som De vil.“
— Kallem kom lemfældig in med henne, uten at hun hadde fåt
tat forklæet av; varsomt drog han henne frem mot vinduerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
