Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 PÅ GUDS VEJE
Han gik ned, åpnet skuffen og tok frem det brev som vi
kjænner, satte sig med det for at læse ordentlig.
Hans forfærdelse! Og hans harm — og hans avmagt! Dette
hadde han i tide ikke visst noget om! Han var oppe på gulvet
og raste, han satte sig ned som lamslåt; — han la planer og for-
kastet dem, vilde søke op al værden og fortælle at de løj. Han
vilde bryte in i bedehuset en dag det var propfullt, stige op og
anklage dem for det fejgeste, usleste mord ... og husket så på,
at om Ragni var aldeles frisk, av sådant vilde hun ha død.
Selv levde han for at gjøre menneskene det beste han kunde;
og ikke en eneste en av dem var ærlig nok, taknemlig nok eller
bare oprørt nok til at sige ham at han måtte værge sit eget eller
sin hustrus gode navn, sit ægteskaps ære! Så megen dvask an-
svarsløshed! Så stor og fri plass for dømmesyke og for ondskap
i dette „kristelige“ samfund! Nu forstod han sin søster: — denne
bakvaskelse trodde hun på! Især for at tale med ham om dette,
væntet hun på ham hin kvæll da han —! Og av harm over dette,
som hun trodde fullt og fast på (hvad kan folk ikke tro om en
fritænker?) fik hun „hvalen“ halet like in på dem! Alle trodde,
alle dømte, som ikke lot syv være like;—ingen rejste motstand,
ingen kom!
Dette skulde Ragni ha for sin hjærtensgodhed mot Karl. Den
hadde været så meget uegennyttigere som hun alene med over-
vinnelse av sin natur fra først av gik til det — og mangen gang
siden også; først nu bakefter visste han om det. Han kjænte ikke
noget snillere menneske æn henne! Hennes ejegode hjærtelag,
det skulde de ...! Kjæitringer, ansvarsløse salighedsvæktere, salme-
syngende egoister, kolde bønnemakere! Han læste Karis brev op
igjæn; han fik så hjærtelig ondt av ham. Stakkars, stakkars gut!
Hans kjærlighed kom helt naturlig; hvad for en bra kar måtte
ikke tilbe et menneske som folk gjorde så dyp uret for hans
skyll? Guttens taknemlighed og beundring måtte så tilsist bli til
kjærlighed. Straks Karl kom hjæm, skulde han få komme dit,
det skulde han! Og der skulde han være til hun drog sit siste
suk! Og Kallem skulde ta ham under armen, ham skulde han ta
og ingen annen ... den forfærdelige dag nærmest hennes kiste!
Han kastet sig på sofaen og skrek. —
Kanske hadde han været for optat av sit; han skulde mere ha
omgåts folk, mere ført henne ut iblant dem, så var dette aldrig
skedd. Ingen som hadde fåt stadigere intryk av hennes sjælsrene
godhed, kunde ha våget ... skjønt hvem vet? Dogmeblinde vane-
dyr ser ikke.
Sigrid kom løpende, fruen var blet så syk, et hosteanfall. Han
tok stuerne, gangen, trapperne i ni — ti byks; anfallet var over,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
