Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Så snart han kunde, gik han for at finne Karl. Denne stod
nætop i sine ytterklær for at skynde sig ut. Men Kallem ropte:
„Hvor vil du hen?“ Karl svarte ikke, han var i oprør, og vilde
ændelig avsted. Kallem drog ham innenfor, stilte ham op foran
sig og så rigtig på ham, la så armen om hans hals. Da brast
Karl i gråt. Han var et umuligt menneske, klaget han, tilovers
og færdig, før han begynte, han dudde ikke til noget. Kallem
kunde længe ikke få et ord in, ej heller vilde han vite av trøst,
hans elendighed og uværdighed var for stor, han var også aldeles
uten begavelse. Hans siste komposition, vokset op av hans eget liv
som ingen annen, det sanneste han kunde få i stand, hadde han
spillet i formiddag, og da syntes den ham komisk, frygtelig ko-
misk! — Åhå, tænkte Kallem, er det dette som er i vejen!
Og det var det. I hennes nærhed fik han også uvilkårlig hen-
nes dom.
Kallem skjønte hvad det var for en fejltagelse at la ham komme
hit; han tænkte med skræk på hvad Ragni i sin tid måtte ha ståt
ut med ham. Han hadde nu selv ikke liten møje med at holde
ham i likevægt.
En dag sa han til henne — hun spurte just efter Karl: „Du
har nok hat mere bry med ham æn jeg fik vite?“ Hun lukket
øjnene, åpnet dem igjæn og smilte.
Karl kom ikke mere op til henne, bad heller ikke mere om det.
Under al sin selvpinsel kunde han ikke spille; Kallem måtte
virkelig true ham til at få høre et par av hans egne småstykker.
Dette skedde for lukkede dører; men Ragni hadde likevel hørt
det og sa til Kallem at det var bra, hvad han også selv syntes.
Herover blev Karl atter glad; i al stillhed vændte en del av hans
selvfølelse hjæm igjæn — og litt efter litt blev han ælskværdig.
Straks Kallem fik det stillt omkring sig, kom hans tur. Hans
mandige kamp slog ikke altid til, og Karl fik ændelig en følelse
av, at her var andre som led, æn han, og også andre at ta sig
av. Og nu slog han helt om, levde udelukkende for Kallem, både
var og opfinsom. Et trøstemiddel som aldrig slog fejl, tok han
oftest til: at tale om Ragni, intrængende skildre henne. Han kunde
gi fint billede av det egne i hennes ævne eller væsen; han kunde
kunstnerisk tegne en handling eller et ord av henne, og den for-
gudelse han styrte det ut med, trængte nætop Kallem til, han
trængte til medfølelsens lysende varme, for han sank med hen-
nes tiltagende avkræftelse. Hun kunde ikke holde hodet på puten,
det gled til den ene eller andre siden; hennes øjne hadde noget
oversanseligt som tok alt hun så på, op i forklarelse; hennes
tynne, stemmeløse læber stod åpne i åndenød, hun lignet, der
hun lå i sit hvite rum, mellem hvite laken i hvit dragt, noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
