Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der gispet fjærløst i en forlatt dunrede. Ofte, når Kallem kom
derifra, fordi han ikke kunde styre sin sorg, eller blev for træt,
var det Karl som fik ham til at hvile, eller som fant det rette
ord eller ændog litt efter litt flyttet ham over i ændeløs sang om
henne.
Hun kunde så lite tale, hadde heller ingen lyst; men det hun
sa, tydet på at hun ikke et øjeblik tok fejl av sin tilstand — som
andre brystsyke plejer. En dag gjorde hun tegn til Kallem han
skulde bøje sig dypere ned. „Kristen Larssen,“ hvisket hun, „i
kroken der.“ Så smilte hun og føjde litt efter til: „Nu er jeg
ikke rædd ham.“ En annen gang lot hun Kallem budsende bare
for at sige: „Du må ikke ha mot nogen — for min skyll.“ Hun
nævnte intet navn. Kallem trykte hennes tynne hånd, hennes
øjne fløt om ham i en himmel av godt. Stundom prøvde hun at
lægge et smil til som hun ikke længer ejde. Dersom hun så
hans tårer, vinket hun ham ned og stak sine fingre in i hans
hår. En gang han i denne stilling takket henne fra første møte
av og til nu — prøvde hun at lugge ham; han skulde la slikt
være.
Siden blev der næppe mere talt mellem dem. De førte Øjnenes
og håndens sprog. De var sammen i hværandres smærte og
ejde intet som var usagt. Den taknemlighed de følte, den gru
de hadde for at skilles, slog ord heller ikke til for. Stunden
kom.
En eftermiddag hørte de Sissel ringe, ringe, ringe. Sigrid styrtet
op, Kallem, Karl; den siste blev stående utenfor. Han hørte det
var hostetogt igjæn, et forfærdeligt. Han forstod ikke at hun hadde
så mange kræfter igjæn; hvært hostetak rev ham i hans bryst,
skar ham, brøt ham; hennes smærtestøn in imellem tvang sveden
frem på ham, han kunde ikke lytte, og han turde ikke gå fra.
Dette måtte være hennes siste stund. Han hørte Sigrid gråte, han
hørte henne sige: „Frue! frue!“ — og straks efter: „hun dør!“
Da åpnet han døren. Det første han så, var blod, og så fik han
ondt og segnet om.
Han fant sig igjæn på sin seng; Sigrid sat der foran og gråt.
Dette var det første han fattet, så husket han det andre og spurte:
„Er hun død?“ — „Doktoren tror, nu sker det snart.“
Senere fik de komme in, begge to. Hun lå i sengen, som hun
sov, hvit som laknerne hun lå imellem. Kallem holdt hennes
hånd; de kommende så ikke hans ansigt, men undertiden et rykk
i skuldrene, og de hørte ham stønne. På andre siden stod Sissel.
Hvor det var underligt at se slike grader i smærten. Skjønt hen-
nes stærke, åpne ansigt hadde megen medfølelse — det var en
fremmeds; i en mils avstand fra Kallems stumme fortvilelse så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
