Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 413
rørte begge lægerne sig på én gang, da stod noget på, da krokte
hun sig sammen og sat på huk med hænderne for ørene. Vilde
ikke ledes in i de andre rum, vilde bli her og pines; tydde
stundom op til Tuft som in i en havn; da hadde hun jaget sig
selv dødstræt; — „hjælp mig!“ hvisket hun, fortalte det gallt hen-
nes forstand og liv, og at hun altid hadde visst at engang måtte
det bli så elendigt med henne.
Tuft fik henne lagt ned med kjølende omslag over pannen, han
bad højt, og hans kjærlighed var så stærk at den holdt henne.
„Takk, Ole, takk!“ hun blev stille på det.
„Han skriker!“ ropte hun med ett, rejste sig i sæte og vilde
op. Præsten forsikkret han hørte intet; men i det samme hørte
begge det.
„Ja, ja!“ svarte hun og måtte avsted. Tuft favnet henne med
begge sine armer, bad og velsignet. Også da stillnet hun av. Nu
blev det lydløst ovenpå.
Ovenpå gik det fort. På Kallems ansvar var gutten klorofor-
meret, og skrikene forældrene hadde hørt, gallt just flonelsmasken
som Kent holdt over hans ansigt; gutten skjøv til den, han vilde
kvæles; „mor, mor!“ Men han sovnet snart. Bestemor sat i en
renvasket dragt ved hodegjærdet på andre siden og holdt hans
hånd; hun skalv, den gamle; men hun sat, og hun agtet at sitte,
til det blev slut. Ingen hadde bedt henne om det, hun hadde
selv bedt Gud om det. Men straks gutten var sovnet, sa Kal-
lem henne høflig at nu måtte hun gå. Langsomt og taust fjærnet
hun sig.
Da tok han fat. Mellem ribbenene i højre side gjordes et otte
centimeters insnit. Med stumpe instrumenter trængte han in i
dybden, fik ribben-randen fat og saget av en liten del; materien
flommet ut av såret.
Her skræmtes alle op av et villt skrik bak dem. Josefine hadde
lynsnart åpnet døren og set disse hvite operationsfrakker, Kal-
lem blodig rotende i hennes barns bryst — og der lå hun over
gulvet.
„Var døren ikke låst?“ sa Kallem. Sissel løp til innenfra,
præsten utenfra, begge bar henne ut. „Pass temperaturen!“ blev
hvisket over til diakonissen; — ,,og luk døren av!“ — „Men Sis-
sel — ?“ — „Må bli ute!“
De hørte henne siden ved døren, men ingen ænste det. Et
drænrør lagdes in i brysthulen, som utsprøjtedes, og en stryfor-
binding forsigtig om siden. I flere døgn skulde drænrøret ligge,
og temperaturen i rummet dag og nat holdes jævnt på 15°. Snart
drog Kallem sig tilbake til næste rum med sine instrumenter, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
