Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414 PÅ GUDS VEJE
var ute av huset, før nogen som ikke var inne i operationsrum-
met, visste han var færdig.
Bestemor, stakkar, var kommet op igjæn for at lye ved døren,
da Sissel, som nu var inne, åpnet og bar ut noget under forklæet.
I forbigående fortalte hun fort at alting var over. Så våget beste-
mor sig in; men da hun så det bleke barn, tapte hun magten
over sig selv, hun gik straks ut, og det var med nød og næppe
hun nådde over til sig selv.
Denne forstening fra havkanten, pietistisk flattrykt, inmurt i
husets nordre væg, var til daglig ikke til at få tak i. Det eneste
hun syntes at ha samfund med, var gutten. Hele hennes hus var
hans lekestue; han fik dra in omtrent alt han vilde, hun drog det
ut igjæn og hadde ikke annet at gjøre heller æn at pynte efter
ham. Nu skulde folk tro han var henne hengiven for det; men
eget nok: fra han blev syk, måtte bestemor helst ikke komme.
Morens greje væsen hadde tross al strænghed tat hans fantasi;
den andres eftergivenhed, full av bakhold og forbud, full av bøn-
ner han skulde lære utenad, og av bibelske fortællinger han ikke
forstod, hadde plaget ham. Nu han var syk og matt, måtte hun
ikke tale. Men det er synd på slike gamle. Også hennes søn
forsømte henne nu, siden Josefine var blet tilgjængelig. Hadde
ikke diakonissen kommet, var kanske operationen foretat, uten at
den gamle hadde fåt besked.
Hun listet sig op igjæn et par timer senere, lydde utenfor,
hørte intet, tænkte det var slut, og våget sig til at se in. Sissel
sat der og dubbet, men så nu op. „Lever han?“ spurte bestemor.
„Ja,“ svarte Sissel, såvidt at det hørtes, og større var vel ikke
hennes håb heller. Bestemor kunde ikke mere, men vændte om.
Om et par timer var hun der dog, og ænnu levde han. Nu hadde
hun for det tilfælde sine briller med og en gammel kjær bok,
hun vilde sitte der, til det var slut, Sissel kunde sove. Hun fik
da besked om hvad som var at gjøre, og Sissel la sig på Jose-
fines seng.
Først klokken seks om kvællen stak præsten hodet in; først
nu turde han forlate Josefine et bel. Han så sin mor sitte der
med brillerne og sin gamle postille, kom nærmere og gransket
hennes åsyn som en skrift; „han lever,“ læste han i det. Hun
nikket som Sissel før, og med samme mening. Foran guttens lik-
bleke, avsovnede, slappe åsyn gøs han og gik.
Huset var aldeles, aldeles stille. I kjøkkenet, som lå avsides,
taltes sagte, overalt var gjængerne smurt, tæpperne lagt på igjæn.
Hvær time kom præsten, altid på tærne, altid samme besked:
ænnu såvidt liv. Alle kom og gik lydløst, som færdedes ånder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
