Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 PÅ GUDS VEJE
rum med livets liv, fyllte hennes egen sjæl in i den innerste
krok — hun skjøv døren til gjæsterummet helt op og stilte sig
i åpningen.
Tuft lå der bred og stærk med utslåt arm, hodet hårrikt, den
høje panne skinnende av sveden fra igår, og med smil om mun-
nen. Nu slog lyset ham halvvåken. „Ole!“ sa hun; han åpnet
øjnene stort, men knep dem i igjæn; inne i minnet ordnet han
hvad han i et blink hadde set, og samtidig hørtes det ut av alt
dette lys med Josefines røst: „han lever!“
Søndag talte så en mann fra kirkens prækestol ut av hvad han
hadde lært.
Nemlig om hvad som er det første for os alle.
En glæmmer det i sit store stræv, en annen i sin kampiver,
en tredje i sin bakvændthed, en fjærde i sin egen visdom, en
femte i sin vanegang, og alle har vi mer eller mindre lært galt
om det. „For spurte jeg nu dere som hører mig, så just fordi
jeg spurte fra dette sted, vilde I alle tankeløst svare: „Troen er
det første!“
„Nej, så sandelig om den er. Sit over dit barn, der det ligger
i åndenød på livets ytterste rand; eller se din hustru gli efter
barnet ut til denne ytterste rand, ute av sig selv av angst og
nattevåk —da lærer kjærligheden dig det at livet er det første.
Og aldrig efter denne dag skal jeg søke Gud eller Guds vilje i
nogen formel av ord, i et sakrament, eller i nogen bok eller på
noget sted, som var han først og fremst der; nej, først og fremst
i livet — livet, som det vinnes fra dødsangstens dyp, i lyssejren,
i hengivelsens ynde, i det levendes samfund. Guds øverste tale
til os er livets; vor højeste dyrkelse av ham kjærligheden til det
levende. Denne lære, så selvfølgelig den er, trængte jeg til frem-
for nogen. Det er den jeg på forskjellig vis og av mange grunne
har skutt fra mig — og stærkest i det siste. Men aldrig mere
skal ordene bli det øverste for mig, ikke heller tegnene; det skal
livets evige åbenbaring være. Aldrig mere skal jeg fryse fast i en
lære, men la livsvarmen løse min vilje. Aldrig skal jeg dømme
mennesker efter dogmer ut av forrige tiders retfærd, når den
ikke holder kjærlighedens mål i vor. Aldrig for Gud! Og det,
fordi jeg tror på ham, livets gud, hans uavladelige åbenbarelse
i livet.“
XII
Den eftermiddag fik Tuft sjældent besøk. Det banket sagte på,
og på første „kom in“ viste ingen sig. På annet åpnedes døren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
