Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 417
betænksomt av Søren Pedersen, og efter ham kom langt om længe
og i stor unselighed også Åse.
Deres ærend var intet mindre æn at sige præsten takk for talen
idag. „For ingen, hr. pastor, kan leve uten Gud; i alle fall ikke
ulærde folk; det går ikke; nej, det går ikke. Og så kommer vi
som den forlorne søn — ja, Åse må nok ellers være den forlorne
datter . . . (kom du kun frem — nå, gjør som du vil!) og vi
ønsker at De må be om Guds nåde for os begge to, hr. pastor.“
Og det blev gjort med al den inderlighed Tuft kunde lægge i en
bøn. Søren sa de vilde gå like til doktor Kallem. „Han er visst
det beste menneske på jorden, i alle fall her i byen. Men i disse
deler er han fejltagende, hr. pastor. Der er såmæn både Gud og
ånder til, og det vil vi nu si ham.“ —
Tuft hadde selv bestemt at gå til Kallem samme eftermiddag.
Han var ham taknemlig, og han længtes efter at bekjænne at uten
deres uret mot Ragni hadde ikke engang disse dages oplevelser
blet ham til forklaring av livsværdierne. Han vilde fremfor alt
retfærdiggjøre Josefine ved at ta hennes skyll over på sig. I den
travle dogme-skyss han hadde gåt i, akkurat som en posthæst
med sækker fulle av papir, hadde hun måttet kjøre med, enten
hun selv vilde eller ej; og av den uret var hun blet mistænksom
og hård.
Da han en times tid senere begav sig i vej, stod deres barn-
dom så levende for ham. Den gang vilde han bli missjonær; nu
skulde han kanske bli det for alvor! At lægge frem evolutions-
eller fremgangslæren også i det religiøse, var en missjon værd,
og han tænkte at ta den på sig. De forrige tiders lille dogmegud
og hans præster måtte overvinnes som hedningernes avguder og
mirakelmakere. Og hadde han senere i teologisk velmagtsfølelse
drømt om at bli bisp, nuvel, her stod et farligt bispedømme — av
let forklarlige grunne — ledigt i Norge.
På trappen til øvre ingang væntet Sigrid, da pastor Tuft i lange
drag kom sagende over gården. Hun var sortklædd med et sort
silketørklæ over sit lysgule hår. „Doktoren er ikke hjæmme,“ sa
hun på sin stillfærdige måte. Han omkring, og med samme be-
stemthed mot sykehuset. Der stod mor Andersen, også sortklædd
og i kappe med sorte bånd. „Bærer De ænnu sorg for Deres
mann?“ — „Nej, denne gang for fru Kallem.“ — „Er Kallem
her?“ — „Nej, han gik hjæm for litt siden.“
„Deri tar du fejl, tænkte Tuft og slog fart ut over bygdevejen;
han kunde gå sig en god tur så længe.
Mange spaserende var ute; de hilste ham med glad deltagelse,
det var ikke til at ta fejl av. Mor Andersens strænge åsyn hadde
kastet skygge; for denne de andres mildhed drog den sig tilbake.
Bjørnson: Samlede værker. III. 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
