Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418 PÅ GUDS VEJE
Han kom atter i det stormende mot han hadde for litt siden, og
som er særeget for de fleste nyomvændte. Like ved sykehuset
møtte han Søren Pedersen og hustru, som nu kom fra Kallem;
også de vilde ta sig en tur den lyse søndagskvæll, så full av vår-
bud. „Var han hjæmme?“ spurte Tuft. „Ja, hr. pastor,“ svarte
Pedersen meget oprømt „Nej, hvad sa så doktoren?“ — „Det
gefallt mig hvad han sa, hr. pastor. Der er to slags mennesker,
sa han; det ene slag tror bare hvad de vet; det annet gjør også
det; men det de vet, kan ikke bevises — ja ikke for andre æn
dem selv da.“ — „Han har ret,“ Tuft lo og skyndte sig avsted.
Men ikke før var han alene, så satte Marcus 16, 16 in på ham;
— det lå i bakhold og lurte fra hans „rettroende“ tid. De som
ikke tror, skal nemlig fordømmes; Gud respekterer nok ikke „to
slag mennesker“. Tuft satte sig ivrig til motværge; fra niende
vers av er sekstende kapitel en senere tilsætning, som de ældste
håndskrifter ikke kjænner. Når dette sted er uægte, så ejer intet
av de tre evangelier noget eneste sådant forfærdeligt sted. Det
fjærde som ejer dem, har derved „fordømt“ sig selv. Nej, livet
er alt, og troen den underbare vej til forklaring av livet, d. e. til
Gud. På den vej vil vi en gang nå det højeste samfund med
ham, om ikke her, så hisset. Troen er ikke til dom, men til
vejledning. At dømme folk for deres tros skyll kunde gå for
sanhed i henfarne tider; i vore frastøter det. Gud åbenbarer sig
i vor forstand højere æn som så. Atter skyndte han sig in over
gårdsrummet.
Men atter kom Sigrid ut på trappen: „Doktoren er ikke hjæmme.“
De tilslørte øjne unveg, men hun blev stående urørlig, åsynet tæt
inrammet i tørklæet. Huset bak henne syntes en hemmelighed,
et sluttet samfund, noget inbyrdes trofast han lukkedes ute fra.
Nu forstod han.
Prisen for at komme in her var nok større æn han hadde
tænkt. Han gik ydmyget hjæm, og han tidde med det for Josefine.
Tilbakevisningen blev til ytterligere krav; videre frem ad den
vej som alene førte de to søsken sammen — vilkåret for alt annet.
Han tilstod helt ut at han hadde været skinsyk på sin svoger.
Dette i det private hadde hat sin stærke del i hans forkynnelses
trangsyn.
Utenifra fik han hjælp. Først undrende spørsmål, tilbakehol-
dende væsen, som gjorde ham ondt, stundom tvilende; men snart
åpen kamp med sine nærmeste tilhængere, og det drev ham frem!
Hans gamle ven, den forhenværende portner, syntes at ha længtet
efter en lejlighed til at sige sig løs fra et taknemlighedsforhold
som pinte ham; han gjorde stor kvalm og drog hjælpetropper til
like fra hovedstaden. Seminarielærere, skolemestere, opbyggelses-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
