Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 419
rejsende og et par præster gik på pastor Tuft i bedehuset med
allehånde teologiske instrumenter. Han lærte først og fremst at
tale tydelig; for det meste de gik på ham for, var misforståelser;
men han fik også bruk for kræfter og kunskaper han til nu ikke
hadde øvd.
Den første måned var Josefine bare træt og sløv — hun var
kommet længre ned æn hun forstod —; men efter den tid tok
hun på at følge bondegutten, som i sin tid hadde tat hennes
hjærte med sin lyse tro; — kom han igjæn?
En hændelse som hun skjulte for sin mann, hadde sinket henne,
så hun ikke vant kræfter, derfor var hun sen. Hun hadde nemlig
også i al stillhed været hos sin bror, det første hun kunde gå ut;
også hun hadde møtt Sigrid på trappen med den besked at han
ikke var hjæmme; — men hun hadde set ham stå på verandaen,
da hun kom! Med nød og næppe hadde hun nådd hjæm.
Hun hadde jo hat den dypeste medlidenhed med ham, og stod
rede til alle inrømmelser; men hans ubønhørlighed vakte hennes
tross. Om sin egen skinsyke på Ragni hadde Josefine ingen anelse,
altså heller ikke om hvad del den hadde hat i hennes eget væsen.
Hun så sin skyll i at ha været ufordragelig mot en som dog var
brødefull. Når Sissel Aune sat deroppe hos gutten og fortalte
henne om Ragni, så ælskelig hun hadde været til det siste, følte
hun det umenneskelige i at ha overset Ragnis hjærtensgodhed, og
i at ha overset Kallems kjærlighed. Men ut over denne ufor-
dragelighed kjænte hun sig ikke skyldig.
Skuffelsen var overmåde stor, og den vilde hat følger, om ikke
nætop nu hennes manns kamp hadde tat henne med. Et uklart
menneske, som væsentlig har levd på tross, kan alene løses av
en stærk begivenhed. En slik blev det den dag Tuft sa henne:
„På dette, Josefine, må vi sætte både embede og formue in.“
Tre måneder var gåt, da hun oplivet av kampen trodde sig
stærk nok til at ta saken op med sin bror. Hun skrev og sa, at
hvad de æn hadde forbrutt — de måtte få grej besked; de måtte
værdiges at bli anklaget. Deres taknemlighed mot ham var stor,
men også deres trang til samarbejde nu, da de angret sin fordums
ufordragelighed, og ønsket at gjøre hvært muligt offer til den ret-
færdighedens og kjærlighedens ånd de hadde miskjænt.
Et dygtigt brev; det sa også hennes mann.
Men dag efter dag gik uten svar. Det var en ren lykke at
nætop disse dager blev de sværeste kampdager Tuft hadde hat.
I bedehuset og senere i kirken hadde han brukt de ord Josefine
sluttet med i sit brev. „Retfærdighed og kjærlighed“ uten nogen
trosforskjel (som i fortællingen om den barmhjærtige Samaritan)
var kristendommens kjærne, derfor måtte alt måles med dette mål,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
