Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 PÅ GUDS VEJE
først og fremst selve læren, så hvært grand der ikke holdt målet,
fallt som fjærne og hårde tiders teologi for retfærdighedens åben-
barelsesmagt i vor egen.
For dette blev han instævnet til ordskifte ænnu samme dag; der
holdtes tre møter i ukens løp, alle overfyllt. Hovedtaleren mot
ham var en præst og teologisk redaktør fra hovedstaden. Hel-
vedeslæren blev så godt som eneste æmne, og Tuft holdt fast at
det som Paulos hadde derom, var vidt forskjelligt fra t. d. åben-
barelsesboken. Efter Paulos var livet her og hisset i en fremgang
som ændte med at Gud blev „alt i alle“. Den lære holdt både
retfærdighedens og kjærlighedens mål — og det gjorde intryk, da
han med sin malmfulle røst i Vestlandets vævre toneart ropte
utover den tæt pakkede forsamling, om de trodde der blev ænde
på krig og undertrykkelse ved den stærkere, så længe helvedes-
læren i al sin grumme hævn og råhed lærtes gjænnem alle skoler
og kirker som Guds retfærdighed og kjærlighed!
Motstanderne var i „helvedeslærens egen stil“, idet de gjorde
alt for at forkjættre og fordømme ham. Blant tilhørerne var bare
én mening om at i grejhed og overtalelsens magt var Tuft de
andres overmann.
Siste gang var doktor Kallem møtt frem; han så også Josefine
sitte der med flammende øjne, og næste dag mot kvællen kom
hans svar.
Hun gik utenfor huset og så på sin guts lek med havens vand-
slange, da hun fik brevet, kjænte straks skriften, bævet og kunde
ikke åpne. Hun forfærdedes over hvor lite stærk hun ænnu i
grunnen var; skulde hun ikke mer få sin ungdoms sundhed igjæn?
Så gik hun op på sit rum og låste av bak sig. Et stort brev;
hun vændte og drejde det, satte sig og betænkte sig ænda om
kanske Tuft skulde læse det først. Men muligvis stod noget om
ham som han ikke skulde se.
Hun åpnet.
Ikke et ord fra hennes bror, ikke et ord til henne! Det første
hun traf på, var skrevet av en fremmed hånd, det næste, det
næst-næste også, altsammen av to forskjellige. Nogen sammenhæf-
tede ark, nogen brev, et par løse lapper;... ikke et ord fra Edvard.
Hvad betydde det? Av alle papirer tok Josefine uvilkårlig det
minste, en liten lap på tre linjer:
„De dræpte mit gode navn, og jeg visste det ikke. For jeg
visste ikke at jeg hadde det, før det var dræpt.“
På en annen lap bare disse ord fint skrevet: „Tilgiv dem; de
vide ikke, hvad de gjøre.“
Denne spæde, let svingende håndskrift var naturligvis Ragnis.
Josefine tok på at skjælve, og visste ikke hvorfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
