Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 421
Her lå et brev, skrevet av en annen hånd, og de første ord
med rødt blæk. Ingen underskrift. Men da hun læste at dette
måtte Kallem ikke se, ante hun et kjærlighedsbrev fra Karl Meek,
som Kallem bakefter hadde funnet. Hvad skulde Josefine med det?
I hast læste hun de første ord, men stanste ved at han skrev
„De“, at han omtalte en smærte han vilde ha båret alene, men
som nu også hun hadde fåt, en bakvaskelse ... ? Var hun blet
bakvasket?
Hele vejen de aller ærbødigste uttryk; — når var det skrevet?
Ingen tid stod angit; men brevskriveren var i utlandet; altså efter
deres samliv her. Brevet var et eneste stort skrik, en smærte så
ægte at hun aldrig hadde læst ord fra nogen større.
Josefines hånd ristet, så hun måtte lægge brevet ned på bordet.
Hun læste at under denne grusomme bakvaskelse kunde Karl
ikke tænke på andre eller annet; hun læste hvorledes han der-
ved også kom til at ælske Ragni; Josefine så denne kjærlighed,
født av sorg, taknemlighed, tilbedelse ånde ut i rene og rørende
uttryk.
Ragni uskyldig? Du himmelske Gud, var hun uskyldig? Da
hadde de gripende optrin mellem Edvard og henne, mens døden
slet dem tommevis fra hværandre (Sissel Aune hadde skildret det
sa ofte) ikke været til at holde ut! Ja, da forstod hun hvorfor
han rejste bort med hennes lik og hadde Karl Meek ved sin side;
hun forstod bare ikke at han overlevde det.
Det banket på døren; hun hoppet i sætet. Men det var alene
piken som kom for at be henne spise til kvælls. Hun kunde
ikke svare, det banket en gang til; „nej, nej!“ fik hun pint frem,
mens hun vred sig i smærte og skam. Hun måtte til sin bror,
hun måtte til ham, om hun skulde gå dit på sine knær.
Men her var flere papirer, og hun kjænte sin bror stå over og
befale henne at læse. Hun skalv og læste:
„Nu jeg skal skrive av hvad jeg efter mange forsøk og stryk-
ninger har fåt i stand om min barndom og mit første ægteskap,
kjænner jeg mig så færdig og så træt. Jeg hadde tænkt at sætte
nogen ord foran og ofte glædet mig til det. Nu er det blet for
sent. Nu får jeg bare såvidt sige dig, du mit livs „hvite pasha“,
som det har gåt med mig. I stor korthed har jeg sagt det, fordi
det er en pine; jeg har også alene sagt det, forat du skal kunne
forsvare mig, om nogen længer finner det værdt at tale ondt om
mig, når jeg er borte. Kjære ven, jeg klager ikke. Jeg har levd
det skjønneste jeg kunde leve; det var bare så altfor kort. Tænk,
jeg hadde jo kastet mig selv bort av bare rædsel for noget ænnu
værre — og så blev jeg hæntet op igjæn fra havsens dyp av dig,
båret hen til fred og alt godt i gode menneskers varetægt — til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
