Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
du kunde komme igjæn og bære mig vidre til dig selv. Tænk,
her i dit hjæm at få eje alt dit og dig selv med uten at fortjene
det; jeg følte det så ofte; men var like lykkelig.“
Jeg strak ikke til her, jeg vet det; men nu det må slutte, er
det som heller ikke det gjorde noget. Du hadde båret over med
mig, så længe det skulde være; det vet jeg så tryggt.“
„Min ven, om jeg nu sa dig alt jeg føier av taknemlighed og
beundring for dig, vilde du ikke forstå det; så naturlig har det
fallt dig, at alt det glædelige i dit liv kom fra mig. Dette har da
også været det skjønneste i mit.“
„Men du læser jo dette først efter at jeg ikke længer sitter her i
stolen, og da er der intet som bedre tegner minnet om mig, som
jeg vil ha det levende i dig, æn et stort uændeligt:
Takk.“
Dette var det ægteskap de hadde holdt for ikke at fortjene
navnet. Josefines eget sammenlignet med det!
Hun gled ned av stolen på sine knær. Hun jamret, og hun
jamret — og tvang sig til taushed, forat ingen skulde opdage
henne, der hun var krøpet sammen i forbrydelsens Skjændsel.
Sine hænder foldet hun over Ragnis skrift, sit hode la hun ned
på hænderne og hvisket: „om forladelse, om forladelse!“ og
visste at ingen hørte henne, også at ingen, ingen kunde for-
lade henne.
Hun fattet i et blink at så stod Ragni ren i sit første ægteskap;
at også der var hun like bagvasket! Papirerne om hvorledes dette
ægteskap var blet til — hun behøvde dem ikke, hun kunde ikke
læse dem. Med svedte hænder pakket hun altsammen in — Ole
skulde læse det. Nu måtte han hjælpe henne; dette gallt jo
hennes liv. Hun hadde del i mord, i mord på en aldeles uskyldig.
Ikke ved tale eller tilskyndelse; hun hadde ikke sagt noget. Men
nætop denne taushed, og at hun fra første dag skjøt Ragni
fra sig — just derved blev den arme redningsløst fortapt; dette
slog ned som lyn i hennes sinn; hun lå der døv og forstenet.
Dommen hun hadde læst i sin brors øjne, dødsdommen — hun
hadde ikke læst fejl —, den gallt bare ikke hennes søn, den gallt
henne selv. Hun fortjente døden!
En rædsel tok henne, en sved brøt frem som efter et svimeslag
... nu var det kommet!
Ja, nu var det kommet hvad hun i alle disse år hadde hat
frysninger av — noget over al måte forfærdeligt, som skulde knuse
henne til støv. Hun hadde intet været, intet villet, intet gjort op;
likevel trosset, dømt og spillet højeste spill.
Nu var det kommet! Hun hadde trodd det var over med gut-
ten; nej, først nu var det der, nu som hun hadde vunnet samglæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
