Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
halvkristen, og dette var atter hans skyll; — det teologiske
studium stanser en kar i væksten.
Som han nu skjønte det hele! Derfor holdt han ikke ut at
tænke henne i sjælenød; han løp, så han kom andpusten in i
parken og gjænnem porten og gårdsrummet op på trappen. Gatedøren
var låst — klokken bare noget over ti! Han ringte og ringte
igjæn, hørte straks steg i gangen, manns steg; det var Kallem
som åpnet.
„Er Josefine ikke her?“ — „Nej.“ — „Har hun ikke været her?“
— „Jo, for halvannen times tid siden.“ — „Nå —?“ — Jeg forbød
henne at komme in.“ — „Du talte ikke med henne?“ — „Nej.“ —
Da slog Tuft stort ut med højre hånd: „Nu er du også
dogmereden! —“ vændte ham ryggen og avsted. Hans brede hat over
de brede skuldre tok sig ut som et firskåret tryk på de siste ord.
Klokken over elleve ringte det igjæn, nøje på samme måten.
Kallem kom straks ut. Han hadde altså ikke været i seng.
Atter var det Tuft som stod der; men såvidt Kallem skimtet,
før han kom ham nær, en helt annen, en forfærdet, oprevet mann.
„Hvor tror du hun er gåt hen, Edvard?“ — Jeg tror hun må
være gåt til Ragnis grav!“ —
En sår strupelyd, et synligt opvæld av smærte, så omkring og
avsted. Hans tunge steg hørtes i natstillheden langt opover.
Henimot klokken ett atter ringing, men bare én gang og frygtsomt.
Kallem hørtes straks komme ut fra stuen, han var altså
ænnu oppe.
En kvinne stod der. Den nærsynte Kallem skyndte sig hen til
henne, da røsten mældte sig som Sissel Aunes: „Kjære, gode
doktor, vær snill og barmhjærtig,“ begynte hun klagende; „kjære,
gode doktor!“ — Kallem trodde hun kom på hans søsters vegne,
og at der var hændt noget; han frøs. Men Sissel blev ved: „Ingen
andre kan styre’n; han blir gælen hvær evige nat.“ — „Er det
Aune?“ ropte Kallem. „Ja; han trur han ser Kristen Larssen
etter sig, og så lægger’n avsted ut over bygda, in i skogen og ut
over landevejen; det er nu tredje natta, og jeg orker ikke mere.
Kjære, gode doktor, jeg har ingen annen at gå til“ — her gråt
hun — „og ingen annen får magt over’n heller.“
Den vævre bokbinder og spillemann var blet gal? Så hadde
han vel revet sig løs fra hans magt? Drak han igjæn, var det
delirium? — Nej, nej, han var „gælen“ av frygt for Kristen Larssens
gjænfærd. Kallem gik straks med.
Himlen var overskyet, og natten ret mørk; men en frisk
nordenvind tok på at feje rent. Den rusket også i trærne langs vejen,
det bladtætte sus spurte og spurte om allehånde, mens de strøk
forbi. Var det da ikke også altfor underligt, at Aune, som hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
