Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Husker du som du var rædd på haugen kvællen efter? I hele
nat har „havuhyrerne“ slikket op efter mig også! Rædslen, du!
Syndestraffens rædsel over vor sjæl! Fra barndommen pisker
den al forståelse ut av os, just som vi hadde den mest behov;
vi rømmer og fortviler— eller kaster os næsegrus ned for Gud.
Senere blir vi kanske kvit rædselsdogmet, men ikke arven og
inøvelsen. Som jeg gik og tænkte det, fallt jeg over den gale
mann; han sprang op; rædselen var i ham, han trodde jeg var
et spøkelse, og at hunden var djævelen! — Og Josefine! Også
hun fortviler og rømmer! Og du, Edvard! Du er under rædseln,
du også, når du har hjærte til at pine henne ytterligere æn hun
nu piner sig selv. For det er det værste med rædseln at den
gjør ond; den som selv har været skræmt, lærer at skræmme
andre.“ — Ordene kom tungt, som han selv saget tungt i vej;
Kallem mælte ikke; når han led, tidde han.
Men lægprædikantens søn hadde fra barn hørt alt der oplevdes,
bli omsat i lærdomme. Nu forblødde han i sit indre, men talte
hele tiden. Kallem måtte ikke tvile på Josefine; hun var det
ærligste, det sandrueste på jorden. I denne sak her var hun blet
ledet vill av ham. I den inderligste medfølelse la han hennes
sjælehistorie åpen, som han selv så den, og beviste det tydelig,
at blev hun nu forstøtt av sin bror, kunde hun ikke leve.
Kallem kastet in et „kjære Ole,“ „hør nu, Ole!“ — men kom
aldrig længer. For selv da han tok svogeren in til sig i sit hjæm
for ordentlig at se efter hans sår, talte Tuft uten ophør; det var
som skrækken, uvissheden vilde ha vunnet på ham, om han tidde;
og så skulde Edvard se henne som han så henne, og fremfor
alt hjælpe henne! „Alle som har faret fejl, skal hjælpes; de som
har faret fejl mot os — straks de selv skjønner det, skal hjælpes
fremfor alle andre! Guds tilgivelse er denne: at hjælpe os vidre.“
— Ænnu da Kallem fulgte ham til dørs, gik han på med sin
utlægning; hans kjæmpekraft strak til. Men tænk om hun nu i
mellemtiden hadde vændt tilbake til sit barn og til ham! Håbet
var visst ikke stort; men han skyndte sig i vej.
Det lysnet mere. Kallem kunde ikke sove, tilsist ikke være
hjæmme. I større angst æn han hadde villet syne sin svoger,
drev han ut og in av stuerne, op og ned, som skulde huset
gjænnemsøkes. For det var jo sant at han bare hadde dømt og
fordømt, han også.
Søsteren hadde altid holdt mere av ham æn han av henne.
Han visste, fra de danste sammen i vinter, at hennes kjærlighed
ikke hadde minket. Ja, selv da han slog henne — var hun ikke
kommet til ham for at gjøre ham godt? Hennes utfall mot Ragni
den gang ... naturligvis var der mere æn dogmeblindhed i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
