Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mellem slagene - Ottende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442 MELLEM SLAGENE
Øjstejn. Inga! Inga! står du ifærd med at gjøre ham ulykkelig?
Inga (som før). Jeg?
Øjstejn. Skjænd ej på Sverre: det er dig selv du mener. Du
forfærdes over hvad du selv har gjort.
Inga (mekanisk). Hvad har jeg da gjort?
Øjstejn. Det vil snart vise sig.
Inga. Nu vel, siden du vet det, så hjælp mig, hjælp mig, siger jeg.
Øjstejn. Hvad har jeg med at hjælpe dig?
Inga. Hvad du har med det? Det har jeg sagt dig én gang
og kan sige dig det den annen, hvis du har glæmt det. Du har
båret ufreden in i huset, og jeg vet ingen som det sømmer sig
bedre at bære den ut igjæn. Hallvard var ej altid slik som nu.
Øjstejn. Det vet jeg også fra ifjor at I har hat gode tider her
på fjællet.
Inga. Å! æn vore kvællstunder omkring åren her; de kommer
aldrig mer igjæn! Ti du trådte herin en morgen.
Øjstejn. Jeg for på spejderi for Magnus konge.
Inga. Som du sa.
Øjstejn. Herfra kunde to dalstrøk overskues og meget land.
Inga. Ja desværre.
Øjstejn. Og I mottok mig vel; megen fortrolighed viste I mig,
og den skal ikke bekomme eder ille.
Inga. Men du bragte tidende om de siste ufredsår ... å! jeg
synes ænnu jeg ser ham sitte der ved åren og høre på dig. Der
var mere ord i det æn i alt det du sa: det var ord som jeg for-
stod. Hans tanker gik nok ikke længer omkring mig da ... nej, de
for så langt, så langt, og øjet lyste bortover efter dem. Du umen-
neske! du så hvor jeg led, og ænda kunde du være god til at
sitte og kogle ham bort fra mig.
Øjstejn. Ikke så ublid, Inga. Sig du mig rolig hvad der hændte,
da jeg var rejst.
Inga (efter at ha samlet sig). Alf blev født; så længe var han rolig, men
snart drog det in på ham igjæn, alt det du hadde sagt: han gjorde
længere og længere vej om dagen, blev også mere stille om kvæl-
len, han kunde slippe sit arbejde, just som han hadde tat fat derpå,
og glæmme sig bort lange stunder. Å, han behøvde heller ikke
tale; han var kjed av os, han længtes ned til Sverre. (Betydningsfullt.)
Men jeg hørte at Sverres folk hadde brænt min fars gård.
Øjstejn. Slikt hænder ofte på sjøen, sa kobben, han blev skutt
i øjet.
Inga. Ja, dine fædre er ikke blet født i den stue; — heller
ikke Hallvards. — Da blev jeg til gagns vred på ham; han kunde
ænnu tænke på Sverre! Den stakkars far, som han ikke hadde
hjærte for, begynte jeg at længes efter......kan du undres der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
