Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halte-Hulda - Annen akt - Syvende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HALTE-HULDA 489
og siden ... Tro, hvor har du færdes, Eyolf?.....
Tungt er det ord der bærer kring om dig.
Jeg hastet fra det som det svake fly,
der gjæmmer sig, når uvejr truer — hastet
at redde vingen til en annen gang. —
Men her, så stanser jeg; hit har den båret...
— Lad en kun høre det, det er det samme!
DEN UBEKJÆNTE (viger mer og mer, til hun ikke længer sees).
Svanhilde (fortsætter). En tænke ondt derom — det er det samme;
du mig miskjænne for det — og det samme!
Nu vil jeg, selv på knæ, om det blir så,
arbejde mig frem til dig, bede, rope:
— Gud trøste dig: hvad vej går du nu frem på? —
Vænd dig ej fra mig, Eyolf, barndomsven’ min!
Jeg er ej stræng, har ej et vredesord,
skjønt du nok kastet mig til side, trådte
litt hårdt på mig, idet du for fremover.
Jeg tåler, tilgir alt du gjorde mig ...
og tænker bare at det må så være ...
Og jeg fik bispen til at tale til dig,
og jeg har svoret på det var ej sant
du dræpte Gudlejk.....skjønt jeg visste det!
Og jeg har sagt vi møttes hvær en kvællstund —
når folk de sagde ... når de løj på dig!
Eyolf. Jeg har et ord at sige!
Svanhilde (med giad anelse). Skynd dig, Eyolf!
Eyolf (om en stund; mørk). Nej ... tal blot du.
Svanhilde (motløs). Du skulde heller tiet! —
(Tar i påny.) Dog — taper jeg mit mot, hvem har det så?
Min magt er liten, men allikevel ...
en enkelt ren, fullbåren dråpe blod
kan farve meget vand, en enkelt myre
på flugt kan få en hel stor ormeflokk ...
og nyss jeg så hjæmkomne Aslaksønner!
Det er høj tid! — Hvad sagde jeg en gang:
Slik ælskov til den svundne tid, dens gjærning,
dens kvinner eller mænn, den ænder nok
helst — helst et stykke utenfore kirken!
Det kor han stedes i, et flammehav —
brænnende bjælkers brak al munkesang —
den mørke stolte, som så långt ham lokket,
har knapt en tåre til at jorde asken—!
Kom, kom tilbake, Eyolf, redd dig, fly!
Jeg er opvokset med dig, jeg har båret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
